Trump: - Briternes hospitaler er på spil i handelsaftale

USA's præsident mener, at offentligt britisk sundhedssystem skal indgå i aftale efter brexit. May glider af

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Præsident Donald Trump siger tirsdag under et officielt besøg i Storbritannien, at USA står klar med 'en fænomenal handelsaftale, når briterne forlader EU.

På spørgsmålet, om en handelsaftale også vil omfatte det populære offentlige sundhedssystem, NHS, svarer Trump: 'Alt er på bordet'.

- Jeg mener, at alt er på bordet når det handler om en handelsaftale.

- Så NHS og alt andet - eller meget andet end det. Men alt vil være på bordet, så absolut, siger han.

Ordene falder på et pressemøde mellem Trump og den snart afgående premierminister, Theresa May.

Det bliver mødt med en hurtig reaktion fra May, der fornemmer, at det kan være sprængstof i den britiske offentlighed. Ikke alt skal være med i en aftale, mener hun.

- Begge parter forhandler om, hvad der skal være i en handelsaftale, og hvad der ikke skal være der i fremtiden, siger hun.

Dronning Elizabeth var mandag aften vært ved en officiel middag for den amerikanske præsident.

Labours leder, Jeremy Corbyn, valgte at blive væk fra middagen for at udtrykke sin modvilje over for Trump.

På pressemødet karakteriserer Trump Corbyn som "en negativ kraft".

Corbyn har advaret om, at brexit og en aftale med USA kan betyde, at der åbnes op for en privatisering af Storbritanniens hospitaler og sundhedsklinikker.

Tidligere tirsdag havde Trump ifølge BBC et 20 minutter langt møde med den tidligere konservative udenrigsminister Boris Johnson, som har været en af de hårdeste modstandere af EU.

Johnson har sagt, at han gerne går efter et hårdt brexit - altså ingen aftale med EU om, hvordan briterne i fremtiden skal handle med EU.

Han har meldt sig som kandidat til at afløse May.

- Han er en god ven af mig, siger Trump om Johnson.

BBC's kommentator Rob Watson bemærker, at en handelsaftale med USA ikke betyder ret meget, så længe Storbritannien ikke har indgået en aftale med EU om fremtidig handel.

For amerikanske virksomheder, der vil slå sig ned i Storbritannien, er det afgørende, at de har adgang til det europæiske marked, konstaterer han.

14 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere