Trump chokerer i Twitter-krig: 'Hun blødte voldsomt'

Det Hvide Hus afviser, at præsidenten er gået for vidt: - Han bekæmper ild med ild!

Han har gjort det før, og nu har han gjort det igen.

USA’s præsident, Donald Trump, har udløst massiv forargelse efter et groft personangreb på en kvindelig tv-vært.

Efter længere tids uvenskab gik Trump torsdag på Twitter og kaldte MSNBC-værten Joe Scarborough for 'psyko' og hans medvært og forlovede Mika Brzezinski for 'crazy'.

- Jeg hørte, at den ringe-sete 'Morning Joe' taler grimt om mig (ser det ikke mere). Hvorfor kom lav I.Q. Crazy Mika så sammen med Psycho Joe...

Seks minutter senere kom fortsættelsen i et nyt tweet.

- Til Mar-a-Lago 3 nætter i træk omkring nytårsaften og insisterede på at møde mig. Hun blødte voldsomt fra et ansigtsløft. Jeg sagde nej!

Donald Trump havde ind til Twitter-tiraden ellers haft en god uge i sin kamp mod de amerikanske medier.

CNN måtte undskylde for en alvorlig fejl i en historie om Ruslands-sagen, og Trump og hans støtter havde svært ved at få armene ned på de sociale medier.

Men præsidentens barske angreb på 'Morning Joe'-værterne – ikke mindst Mika Brzezinski - skabte straks modvind.

Uværdigt
Flere medlemmer af Det Republikanske Parti tog sig til hovedet.

- Vi prøver at forbedre tonen i debatten og dette bidrager tydeligvis ikke til dette, siger kongresleder Paul Ryan i en udtalelse.

- Hr. Præsident, dit tweet var uværdigt for denne regering og repræsenterer alt det, der er galt i amerikansk politik, skriver senator Lindsey Graham.

Tv-kanalen MSNBC, hvor 'Morning Joe' sendes, udtalte:

- Det er en trist dag for Amerika, når præsidenten bruger sin tid på at mobbe, lyve og komme med smålige personangreb i stedet for at passe sit arbejde.

Men i Trump-lejren står man fast. I et interview på Fox News tog talskvinde for Det Hvide Hus, Sarah Huckabee Sanders, sin chef i forsvar.

- Dette er en præsident, der bekæmper ild med ild. Han vil ikke lade sig mobbet af venstredrejede medier og den venstreorienterede elite, siger hun.

Talskvinden Sarah Huckabee Sanders forsvarer sin chef. (Foto: AP)
Talskvinden Sarah Huckabee Sanders forsvarer sin chef. (Foto: AP)

'Morning Joe'-værterne, der også danner par privat: Joe Scarborough og Mika Brzezinski. (Foto: AP)
'Morning Joe'-værterne, der også danner par privat: Joe Scarborough og Mika Brzezinski. (Foto: AP)

297 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere