Trump dropper tradition: Der bliver ingen ramadan-middag hos mig

For første gang i næsten to årtier har præsidentparret i USA ikke været vært for en middag for muslimer i Det Hvide Hus

Donald Trump har ikke tænkt sig at invitere fremtrædende repræsentanter for de muslimske trossamfund til middag i Det Hvide Hus, sådan som det ellers har været tradition i mange år. Foto: AP
Donald Trump har ikke tænkt sig at invitere fremtrædende repræsentanter for de muslimske trossamfund til middag i Det Hvide Hus, sådan som det ellers har været tradition i mange år. Foto: AP

For første gang i næsten to årtier har Det Hvide Hus ikke været vært for Iftar-middagen, som traditionelt markerer afslutningen på muslimers fastemåned ramadanen.

Det skriver flere amerikanske medier. Herunder The Washington Post.

I stedet har præsident Trump og førstedamen Melania udsendt en erklæring, hvor de sender 'varme hilsner' til dem, der fejrer Eid al-Fitr.

- Muslimer i USA har såvel som andre rundt i verden været sammen under ramadanen om at fokusere på tro og velgørenhed, sagde præsidentparret i erklæringen.

- Nu, når de fejrer Eid med deres familier og venner, bærer de traditionerne videre. De hjælper naboer og deler deres mad med folk fra alle samfundslag, lyder det i præsident-parrets erklæring.

Der har ikke været holdt ramadan-middag i Det Hvide Hus som afslutning på muslimernes hellige fastemåned. Foto: AP
Der har ikke været holdt ramadan-middag i Det Hvide Hus som afslutning på muslimernes hellige fastemåned. Foto: AP

Det Hvide Hus har ikke uddybet, hvorfor præsidenten ikke ønsker at markere ramadanen på samme måde som sine forgængere. Men også Donald Trumps udenrigsminister, Rex Tillerson, har takket nej til at være vært for den årlige ramadan-fejring i Udenrigsministeriet.

Ved ikke at være vært for en middag gør Donald Trump op med en tradition, som i sin tid blev indledt af Bill Clinton. Både George W. Bush og Barack Obama førte traditionen videre. Præsidentparret fik typisk selskab af prominente repræsentanter fra de muslimske samfund så vel som kongresmedlemmer og diplomater fra muslimske lande.

Donald Trump har haft et anstrengt forhold til de muslimske trossamfund i USA, skriver Washington Post. Mange har kritiseret hans kampagne for at være islamofobisk. Mens Trump har været præsident har han også forsøgt at gøre det umuligt for borgere i lande med en stor muslimsk befolkningsandel at rejse til USA.

Omvendt har Donald Trump også forsøgt at bygge bro, da han under sin første rejse til udlandet leverede en tale til lederne i 55 lande med en overvejende muslimsk indbyggerandel. I talen forsøgte Trump at få alle verdens lande til at stå sammen i kampen mod terrorisme.

289 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere