Trump efter atom-melding: - Rigtig gode nyheder

Den amerikanske præsident roser Nordkoreas beslutning om at indstille atomprøvesprængninger og missiltests

Se en af de mange testaffyringer her (Video: KCNA)

USA’s præsident, Donald Trump, glæder sig over meldingen fra Nordkoreas leder, Kim Jong-un, der oplyser, at han vil indstille testaffyringer af missiler og prøvesprængninger af atomvåben.

I en opdatering på Twitter roser Donald Trump beslutningen:

- Det er rigtig gode nyheder for Nordkorea og verden - stort fremskridt. Ser frem til vores topmøde, skriver Trump.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, kom med meldingen knap en uge før et planlagt topmøde på den koreanske halvø.

- Fra den 21. april vil Nordkorea stoppe atomforsøg og affyringer af interkontinentale ballistiske missiler. Som bevis på løftet om at suspendere atomforsøg vil nord lukke et forsøgsanlæg i landets nordlige del, meddeler det nordkoreanske statslige nyhedsbureau KCNA.

Kim Jong-un begrunder beslutningen med, at Nordkorea er kommet så langt i udviklingen af atomvåben og missiler, at landet ikke har behov for at foretage flere prøvesprængninger eller affyringer.

Nu skal der i stedet være fokus på at skabe fred mellem de to lande og mere økonomisk vækst i Nordkorea, lyder det i erklæringen.

Trump bekræfter møde med Kim Jong-un: Godt for verden - og Nordkorea

Kim Jong-un og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, skal efter planen mødes den 27. april i grænsebyen Panmunjom, der ligger i den demilitariserede zone mellem de to lande.

Desuden er der udsigt til et historisk topmøde mellem USA og Sydkorea i slutningen af maj eller begyndelsen af juni. Der er dog hverken oplysninger om tid eller sted for dette topmøde.

Nordkoreas atomprøvesprængninger siden 2006

Her er et overblik over Nordkoreas atomprøvesprængninger siden 2006:

* 9. oktober 2006:

Nordkorea foretager for første gang en decideret atomprøvesprængning. Det sker på anlægget Punggye-ri.

Eksplosionen måles til at have en kraft på under ét kiloton, og prøvesprængningen betegnes som delvist mislykket.

Nordkorea har en uge forinden varslet sine intentioner om at foretage en atomprøvesprængning.

* 25. maj 2009:

Nordkoreas anden atomprøvesprængning sker også på Punggye-ri-anlægget. Den er over dobbelt så kraftig som sprængningen tre år forinden.

Det fører til fordømmelse fra alle dele af verden, og FN's Sikkerhedsråd indfører efterfølgende nye sanktioner mod Nordkorea, der på det tidspunkt fortsat er styret af Kim Jong-il.

* 12. februar 2013:

Nordkorea meddeler på ny, at landet har foretaget en atomprøvesprængning. Det er den første, siden Nordkoreas nuværende leder, Kim Jong-un, overtog magten i december 2011.

Eksplosionen bliver målt som et jordskælv med en beregnet størrelse på 5,1. Sydkorea vurderer, at den har en eksplosionskraft på mellem seks og ni kiloton.

* 6. januar 2016:

Nordkoreanske statsmedier meddeler, at landets militær har gennemført en sprængning af en hydrogenbombe. Det internationale samfund tvivler dog på, at der er tale om en hydrogenbombe.

På baggrund af en jordrystelse med en beregnet størrelse på cirka 5,0 vurderes eksplosionen at have en sprængkraft på seks-syv kiloton.

FN's Sikkerhedsråd skærper på baggrund af sprængningen endnu en gang sine sanktioner mod Nordkorea.

9. september 2016:

For anden gang på et år menes Nordkorea at gennemføre en atomprøvesprængning. Ifølge kilder i Sydkoreas militær har den tilsyneladende en sprængkraft på mellem 20 og 30 kiloton, hvilket gør den til den største, som landet nogensinde har gennemført.

Den formodede sprængning sker på årsdagen for Nordkoreas grundlæggelse i 1948.