Trump frygter karavane af flygtninge: Nu vil han sende endnu flere soldater

Trump frygter karavane af migranter og vil øge antallet af soldater ved grænsen

Tusindvis af mennesker har begivet sig fra Honduras og foreløbig ind i Mexico i jagten på en bedre tilværelse. Video: AP

Tidligere på ugen kom det frem, at USA vil sende 5000 soldater mod den mexicanske grænse.

Men det er ifølge den amerikanske præsident, Donald Trump, langt fra nok.

Således siger han onsdag, at der skal ske mere end en fordobling af det antal.

- Vi vil gå op til et sted mellem 10.000 og 15.000 soldater foruden grænsepatruljen, migrationsmyndighederne og alt andet ved grænsen, siger han i forbindelse med et pressemøde ude foran Det Hvide Hus.

Målet med at sende de mange soldater til grænsen er at forhindre en større karavane af migranter i at krydse grænsen til USA.

Karavanen befinder sig i skrivende stund stadig omkring 1600 kilometer fra grænsen, og den pådrog sig international opmærksomhed, da de flere tusind mennesker krydsede grænsen mellem Guatemala og Mexico. Amerikanske myndigheder mener, at menneskemængden har i sinde at bevæge sig videre til USA. Det anslås, at der er mellem 4000 og 7000 mennesker i karavanen.

Trump fremlagde de seneste planer på et pressemøde foran Det Hvide Hus i Washington. Foto: AP
Trump fremlagde de seneste planer på et pressemøde foran Det Hvide Hus i Washington. Foto: AP
 

'Meget slemme personer'
De mange migranter menes primært at komme fra Honduras, hvorfra de er på flugt fra kriminalitet og dårlige levevilkår i Honduras, og de har derfor søgt mod et bedre liv i enten Mexico eller USA. Sidstnævnte vil Trump dog gøre alt, hvad han kan, for at forhindre.

De kontante udmeldinger om at sende soldater til grænsen for at stoppe karavanen - som ifølge Trump består af 'mange bandemedlemmer og meget slemme personer' - bliver af demokraterne anset for at være et stunt forud for tirsdagens midtvejsvalg, hvor republikanerne taler for stærkere grænsekontrol.

Også folk med små børn tager del i den udmattende vandring. Foto: AP
Også folk med små børn tager del i den udmattende vandring. Foto: AP
 

Forsvarsminister Jim Mattis afviser dog, at der er tale om et stunt, og han siger derimod, at de mange tropper er sendt af sted efter forespørgsel fra Homeland Security, ministeriet for indenlandsk sikkerhed.

- Vi laver ikke stunts i dette departement, sagde han tidligere på dagen.

Det er uvist, præcis hvordan de amerikanske soldater vil gribe ind, hvis migranterne ender med at nå den mexicansk-amerikanske grænse.

311 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere