Trump fyrer statsanklager der nægtede at gå af

Statsanklager, der har efterforsket flere af præsident Trumps medarbejdere, er fyret, siger justitsminister

Statsanklager Geoffrey Berman har efterforsket en række personer tæt på præsident Donald Trump. (Arkivfoto) Foto: Johannes Eisele/Ritzau Scanpix
Statsanklager Geoffrey Berman har efterforsket en række personer tæt på præsident Donald Trump. (Arkivfoto) Foto: Johannes Eisele/Ritzau Scanpix

USA's præsident, Donald Trump, har fyret statsanklager Geoffrey Berman.

Det oplyser justitsminister William Barr lørdag. Fyringen er sket på Barrs anmodning.

Statsanklageren har blandt andet spillet en central rolle i anklagemyndighedens undersøgelse af Trumps tidligere advokat Michael Cohen, der blev idømt en fængselsstraf.

Berman har desuden undersøgt Trumps nære rådgiver og personlige advokat, Rudy Giuliani.

Giuliani menes at have arbejdet på at få Ukraine til at indlede en efterforskning mod tidligere vicepræsident Joe Biden og dennes søn, Hunter.

Berman stod også i spidsen for efterforskningen af den nu afdøde milliardær Jeffrey Epstein, der var anklaget for sexforbrydelser mod mindreårige.

Lørdag har Berman accepteret at fratræde sin stilling, efter at han fredag afviste at træde tilbage.

Han sagde fredag, at han vil fortsætte sit arbejde, indtil Senatet havde godkendt en afløser, som præsidenten nominerer.

Han hørte først om den mulige afskedigelse via en pressemeddelelse fra William Barr fredag aften.

- Jeg træder tilbage, når præsidenten har udpeget en kandidat, som bliver godkendt af Senatet. Indtil da fortsætter vores efterforskning uden afbrydelser, sagde Berman fredag.

Lørdag er meldingen dog en anden fra Berman.

- I lyset af Barrs beslutning om at respektere den normale funktion af loven om at få en stedfortræder til at fungere som fungerende statsanklager, vil jeg forlade det amerikanske advokatkontor med det samme, lyder det i en erklæring fra Berman ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Barr skriver, at det er vicestatsanklager Audrey Strauss, der er udpeget til at være fungerende statsanklager.

Fyringen af en statsanklager, der efterforsker folk tæt på præsidenten, møder kritik fra Demokraterne. Flere demokratiske politikere frygter, at der sker politisk indblanding i retssystemets arbejde.

Chuck Schumer, den demokratiske leder i Senatet, udtrykker bekymring over sagen.

- Denne afskedigelse en sen fredag aften stinker af potentiel korruption af de retlige processer, sagde han fredag.

48 kommentarer
Vis kommentarer