Trump giver Grønland stort løfte

USA's præsident, Donald Trump, har bekræftet, at han er interesseret i at købe Grønland

Trumps bemærkning om at købe Grønland har affødt mange hævede øjenbryn og en klar afvisning fra Mette Frederiksen. Nu er det tilmed ikke sikkert, at præsidenten kommer til Danmark, som ellers planlagt. Hør mere her.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, lover, at han ikke har i sinde at bygge et Trump Tower i Grønland.

Det skriver Trump på det sociale medie Twitter, hvor han deler et billede af en bygd i Grønland, hvor der er redigeret et højhus af guld med navnet 'Trump' på toppen ind i billedet.

- Jeg lover ikke at gøre dette ved Grønland, skriver præsidenten natten til tirsdag dansk tid.

Billedet er tidligere blevet delt på Twitter med teksten 'Grønland om ti år'.

Trump bekræftede i weekenden, at han er interesseret i Grønland ud fra et 'strategisk' synspunkt.

- Det er noget, vi har talt om. Danmark ejer det principielt. Vi er allierede med Danmark, og vi beskytter Danmark, så idéen blev drøftet, og jeg synes bestemt, at det strategisk lyder spændende, sagde præsidenten søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Strategisk rolle
Meldingen kom, efter at præsidentens økonomiske rådgiver, Larry Kudlow, sagde, at Trump-administrationen var i færd med at undersøge et muligt køb af verdens største ø.

Ifølge Kudlow var præsidenten interesseret i et køb - blandt andet fordi Grønland har mange værdifulde mineraler og spiller en vigtig strategisk rolle.

Trump har dog sagt, at eventuelle planer om et køb "ikke ligger øverst på dagsordenen".

Statsminister Mette Frederiksen (S) var søndag i Grønland. Her understregede hun, at Grønland ikke er til salg.

- Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk. Jeg håber vedholdende, at det ikke er noget, der er alvorligt ment, siger Mette Frederiksen til avisen.

Trump med sin kone, førstedamen Melania Trump, og parrets søn, Barron. Foto: AFP
Trump med sin kone, førstedamen Melania Trump, og parrets søn, Barron. Foto: AFP

Også Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, afviste i sidste uge, at Grønland er eller kan komme til at være til salg.

Den amerikanske præsident ventes at besøge Danmark i starten af september, om end han senest har sået tvivl om sin første officielle rejse hertil.

Hvis Donald Trump kommer til Danmark, er det planlagt, at han også skal mødes med Kim Kielsen.

859 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere