Trump gør grin med Biden: Send ham på plejehjem

Joe Biden er forvirret og burde indlogeres på et plejehjem, siger Trump på vælgermøde forud for supertirsdag

Donald Trump gjorde i den grad grin med Biden under sin tale i byen Charlotte i North Carolina. Video: AP

Aftenen inden supertirsdag gik Donald Trump atter til angreb på sine demokratiske rivaler. Denne gang under et vælgermøde i Charlotte i North Carolina.

Blandt andet lovede præsidenten at besejre 'de radikale socialister'.

I en fyldt arena i Charlotte indrømmede Trump også 'trolling' - chikane af andre på nettet - af Demokraterne forud for partiets store dag tirsdag. Her er der over 1200 delegerede på spil i 14 delstater, herunder North Carolina.

Med et gigantisk Stars and Stripes i baggrunden og hundredvis af jublende tilhængere omkring sig leverede Trump på vanlig vis en blanding af patriotisk lovprisning af militæret, påstande om sine økonomiske succeser og fornærmelser af modstandere.

Trump fokuserede mange af sine angreb mod den tidligere vicepræsident Joe Biden, som på det seneste har fået et tiltrængt rygstød i valgkampen.

Igen og igen gjorde Donald Trump grin med Joe Bidens lejlighedsvise verbale smuttere. Han jokede blandt andet med, at Barack Obamas tidligere vicepræsident er så forvirret, at han 'ser frem til supertorsdag'.

- Søvnige Joe ved ikke en gang, hvor han er, eller hvilket embede han stiller op til, drillede Trump.

Han tilføjede, at hvis Joe Biden vinder Demokraternes nominering, 'vil de være nødt til at indlogere ham på et plejehjem'.

Trump holder sine vælgermøder under overskriften 'Keep America Great'. Han genopstiller til præsidentposten, som der er valg til 3. november.

543 kommentarer
Vis kommentarer