Trump håner Navy Seal: Skulle have fanget bin Laden hurtigere

Den amerikanske præsident kalder kommandant for elitestyrkerne for en 'Hillary Clinton-fan' i et interview med Fox News

Få historien kort her, og gense det historiske øjeblik, hvor Barack Obama fortæller, at Osama bin Laden er død. Producer: Martin Lorentsen

USA's præsident, Donald Trump, langer ud efter Navy Seal-kommandanten Bill McRaven, der havde det operationelle ansvar for aktionen i 2011, hvor amerikanske elitestyrker dræbte Osama bin Laden.

Trump kalder McRaven en 'Hillary Clinton-fan' og siger, at Osama bin Laden burde have været fanget meget hurtigere.

Trumps kommentarer faldt i et interview med Fox News søndag, efter at Bill McRaven i en aviskommentar i august kritiserede præsidentens gentagne angreb på pressen.

- O.k., han er en Hillary Clinton-tilhænger og en Obama-tilhænger, siger Trump om den firestjernede admiral, der gik på pension i 2014.

Fangede Saddam Hussein
McRaven var medlem af eliteenheden Navy Seal i knap fire årtier og var ved sin pensionering øverstbefalende for de amerikanske specialstyrker.

I sin karriere ledte han også operationen, der fangede Irak-diktator Saddam Hussein, samt aktionen, der befriede kaptajn Philips, der var gidsel ombord på containerskibet Maersk Alabama.

Præsident Barack Obama hilser på Bill McRaven efter aktionen i Pakistan, hvor terrorlederen Osama bin Laden blev dræbt. Foto: AP
Præsident Barack Obama hilser på Bill McRaven efter aktionen i Pakistan, hvor terrorlederen Osama bin Laden blev dræbt. Foto: AP
 

Trump påpeger i interviewet, at det tog næsten ti år, før de amerikanske myndigheder fik dræbt Osama bin Laden, der stod bag terrorangrebet mod USA 11. september 2001.

- Ville det ikke have været rart, hvis vi havde fået fat i Osama bin Laden lidt hurtigere? Ville det ikke have været rart, siger Trump om al-Qaida-lederen, der skjulte sig i Abbottabad, Pakistan.

- Han boede i Pakistan, i smukke Pakistan, i noget, der anses for en dejlig villa. Boede i Pakistan lige ved siden af en militærskole. Alle i Pakistan vidste, hvor han var, påstår Trump.

Ligeglad med partipolitik
McRaven siger søndag til CNN, at han hverken støttede Hillary Clinton eller nogen anden kandidat ved valget i 2016. Han understreger, at partipolitik ikke spiller nogen rolle i hans liv.

- Jeg er fan af præsident Obama og præsident George W. Bush, som jeg begge arbejdede for. Jeg beundrer alle præsidenter uanset deres politiske ståsted, når de opretholder embedets værdighed og samler nationen i svære tider.

McRaven tilføjer, at han står ved sin udtalelse om, at Trumps angreb på pressen er den 'største trussel mod demokratiet', som han har oplevet i sit liv.

- Når du underminerer folkets ret til en fri presse og ytringsfrihed, så er det en trussel mod forfatningen og alt, som den står for, siger han.

Sådan her lød det, da daværende præsident Barack Obama kunne bekræfte, at man havde fundet og dræbt Osama bin Laden (Video: AP)

601 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere