Trump i ordkrig med tidligere minister

James Mattis, der var Donald Trumps første forsvarsminister, retter sjældent angreb mod sin tidligere chef, som svarer brutalt igen

George Floyds død har vakt oprør i USA, og præsidenten har ikke været sen til selv at bringe brænde til bålet, mener nogle. Men hvad gør han nu? Video: Lars Græsborg Mathiasen, Ritzau Scanpix, Newsflare.

Den tidligere amerikanske forsvarsminister James Mattis beskylder præsident Donald Trump for forsøg på at splitte det amerikanske folk.

Det fremgår af en erklæring fra Mattis, som The Atlantic bringer på sin hjemmeside.

– Donald Trump er den første præsident i min livstid, som ikke forsøger at forene det amerikanske folk. Han foregiver ikke en gang at prøve på det. I stedet forsøger han at splitte os, udtaler han.

Mattis giver udtryk for, at Trumps måde at lede USA på er årsag til de uroligheder og protester, som har præget landet i over en uge, efter at en ubevæbnet sort mand døde under en anholdelse i Minnesota forrige mandag.

- Vi er nu vidne til konsekvenserne af tre års tilsigtet forsøg på dette. Tre år uden modent lederskab, tordner Mattis.

Trump svarer igen
Men de udtalelser falder ikke i god jord hos den amerikanske præsident. På Twitter sender Trump en svada mod sin tidligere forsvarsminister.

'Måske det eneste, som Barack Obama og jeg har til fælles, er, at vi begge havde æren af ​​at fyre Jim Mattis, verdens mest overvurderede general. Jeg bad om at træde tilbage og havde det fint med det. Hans kælenavn var 'Chaos', hvilket jeg ikke kunne lide, så jeg ændrede det til 'Mad Dog'', skriver Trump.

Artiklen fortsætter under tweetet ...

Går imod eget princip
James Mattis, der opnåede rang af general i USA's marinekorps, var Trumps første forsvarsminister fra 20. januar 2017 til udgangen af 2018.

Mattis har tidligere sagt, at det ville være uhensigtsmæssigt for ham at kritisere en siddende præsident.

Det gør han så nu, og ydermere langer han ud efter det amerikanske militær og Trumps nuværende forsvarsminister, Mark Esper.

Esper og en general fra USA's forsvarskommando anvendte mandag et militært udtryk - kampplads - for de steder i de amerikanske storbyer, hvor demonstranter forsamler sig.

- Vi bør afvise enhver tanke om vores byer som en 'kampplads', skriver Mattis.

Donald Trump truede mandag med at indsætte soldater i de værst ramte områder, men onsdag siger han, at det nok ikke bliver nødvendigt.

Demonstrationerne som følge af politiets hårdhændede behandling af den sorte amerikaner George Floyd er hovedsageligt forløbet fredeligt, men visse steder har de udviklet sig voldeligt, og butikker er blevet smadret og plyndret.

James Mattis skriver, at demonstranternes råb om 'lighed for loven' er et 'berettiget og forenende krav - som vi alle burde kunne støtte op om'.

1071 kommentarer
Vis kommentarer