Trump inden Putin-møde: - EU er en fjende

USA's præsident, Donald Trump, fortsætter de verbale angreb mod Europa

Hør Trump udtale sig om USA's fjender i dette klip - hvor han blandt andet kalder EU 'en fjende på grund af, hvad de gør mod os inden for handel' (Video: CBS / Face the Nation)

Et døgn før sit topmøde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, langer USA’s præsident, Donald Trump, på ny ud efter Europa.

I et interview med CBS News kalder Trump EU - der består af nogle af USA’s ældste allierede - for 'en fjende'.

- Jeg synes, at vi har mange fjender. Jeg mener, at EU er en fjende på grund af, hvad de gør mod os inden for handel.

- Man ville nok ikke tænke sådan om EU, men de er en fjende, siger den amerikanske præsident, der dog også ser fjender andre steder i verden.

- Rusland er en fjende på nogle måder. Kina er en fjende i økonomisk henseende. De er helt sikkert en fjende, men det betyder ikke, at de er slemme. Det betyder, at de er konkurrencedygtige, siger han forud for sin afrejse til Helsinki.

USA's præsident, Donald Trump, og førstedamen Melania Trump ankommer til Helsinki. Foto: AP
USA's præsident, Donald Trump, og førstedamen Melania Trump ankommer til Helsinki. Foto: AP
 

Donald Trump ankom søndag ved 20-tiden til den finske hovedstad. Mandag skal Trump holde møde i Helsinki med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Topmødet begynder ved frokosttid, og de to statsledere har blandt andet planlagt et 90 minutters møde på tomandshånd. Der er tale om det første formelle topmøde mellem Trump og Putin.

Trump er kommet til Finland efter flere stop i Europa.

Han var til Nato-topmøde tidligere på ugen i Bruxelles, hvor han kritiserede medlemslandene for ikke at bruge tilstrækkeligt med penge på forsvarsbudgettet.

OVERBLIK: Her er knasterne mellem Trump og Putin

Her er et overblik over de vigtigste knaster i forholdet mellem USA og Rusland:

* Russisk påvirkning af valg:

Mens Rusland har benægtet beskyldninger om påvirkning af vestlige valg, er det et stort emne i USA.

Fredag blev der i USA rejst tiltale mod 12 russiske efterretningsofficerer med anklager om indblanding i valget i 2016. Det har fået flere demokratiske politikere til at opfordre til en aflysning af topmødet.

Trump har på forhånd sagt, at han vil bringe emnet op, men også at han ikke har de store forventninger.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, har opfordret Trump til at gøre det klart over for Putin, at det er "fuldstændig uacceptabelt at påvirke vores valg".

* Situationen i Syrien:

Trump ønsker at trække amerikanske tropper ud af Syrien, mens Putin ønsker, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, der er Ruslands allierede, bliver ved magten.

Flere internationale eksperter vurderer, at det kan være muligt, at man når en form for aftale.

Til gengæld for tilbagetrækning ønsker USA, at Irans tilstedeværelse nær Syriens grænse til Jordan og Israel bliver mindsket.

Men det kan blive svært for Rusland at imødekomme det ønske, da Rusland har en interesse i at beholde sin allierede i området.

* Situationen i Ukraine:

Også Ukraine kan blive et vigtigt emne på topmødet.

Trump har svaret afvigende på, hvorvidt USA kunne finde på at anerkende Ruslands annektering af Krim.

Rusland har på forhånd meldt ud, at situationen i Krim ikke kommer på dagsordenen, da området hænger "uløseligt sammen med Rusland".

I Østukraine skaber de fortsatte kampe mellem prorussiske oprørere og ukrainske styrker spændinger.

I marts godkendte USA en våbenleverance til den ukrainske regering med panserværnsraketter, der skal bruges mod det prorussiske oprør. Det skabte vrede i Moskva.

Derudover beskylder USA sammen med andre vestlige lande Rusland for at støtte de prorussiske separatister i Østukraine, men Moskva benægter dette.

* Nedrustningsaftaler:

USA og Rusland har beskyldt hinanden for at bryde internationale aftaler om nedrustning. Mens Putin i marts pralede med nyudviklede russiske våben, opfordrede Pentagon til en fornyelse af det amerikanske atomarsenal.

* Nato-spændinger:

Natos øgede tilstedeværelse mod øst bliver af russerne set som et tegn på vestlig aggression. Samtidig ønsker Trump, at allierede i Nato bruger flere penge på deres forsvarsbudgetter.

* Forgiftede spioner:

USA har i lighed med andre vestlige lande udvist russiske diplomater i kølvandet på sagen om den forgiftede russiske eksspion Sergej Skripal i Storbritannien.

* Handelskrig:

Rusland har hævet toldafgifter på visse amerikanske varer som modsvar på USA's forhøjede afgifter på stål og aluminium.

(Ritzau)

595 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere