Trump inden topmøde: - Jeg har lave forventninger

Mandag skal Trump mødes med Putin. Forventningerne til topmødet er ikke store, især ikke hos den amerikanske præsident

Udenrigsredaktør på Kongressen.dk, Philip Christian Ulrich, gør dig her klogere på mødet mellem Trump og Putin (Producer: Martin Lorentsen)

Mandag er der lagt op til giganternes kamp, når den amerikanske præsident, Donald Trump, skal mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin, i Helsinki.

De to præsidenter har kun afsat fire timer til deres møde, så de skal have smurt stemmebåndene godt og grundigt, hvis de skal nå at få styr på deres mange uenigheder.

Lørdag fortalte Donald Trump til det amerikanske medie CBS News, at han ikke har de store forventninger til mandagens topmøde.

- Jeg går ind til mødet med lave forventninger. Jeg kommer ikke med høje forventninger, lyder det fra Donald Trump.

Den amerikanske præsident vil ikke afsløre, hvilke forudsætninger og mål han har for mødet. Det vil Trump først afsløre, når det hele er overstået. Men han lover, at der ikke vil komme noget dårligt ud af det.

Donald Trump påpegede i interviewet, at han er glad for at mødes med andre landes ledere. Møder, som han tidligere har haft gode oplevelser med.

- Jeg tror, det er rigtig godt. At have møder med Rusland, Kina, Nordkorea, jeg tror på det. 

- Der vil ikke komme noget dårligt ud af det, og måske vil der komme noget godt ud af det, siger han til CBS News.

Mange samtaleemner der kan vendes
Selvom den kolde krig officielt er ovre, er venskabet mellem de to stormagter ikke helt det bedste.

USA er overbevist om, at Rusland havde en finger med i spillet under det amerikanske præsidentvalg i 2016. Fredag kulminerede det, da 12 russiske efterretningsofficerer blev sigtet for indblanding i valget.

Trump har lovet, at han vil bringe emnet om valgfusk på banen i Helsinki, men han forventer ikke noget.

Krigen i Syrien vil nok også være på programmet, da de to lande ikke er enige om den fremtidige taktik.

USA vil gerne trække sine troppe ud af landet. Rusland vil gerne have, at Bashar al-Assad, der er Ruslands allierede, bliver på magten i Syrien.

Emnet med den forgiftede russiske spion i England vil nok også blive taget op mandag, samt de nye toldmure de to lande har indført.

Sprængfarlige Ukraine
Rusland har annekteret Krim-halvøen, som før hørte til Ukraine, men om dette emne vil blive vendt mandag, er ret usikkert.

Putin har meddelt, at Ukraine og Krim ikke kommer til at være på mandagens dagsorden. Trump har svaret afvigende på spørgsmål om, hvorvidt USA vil anerkende annekteringen af Krim-halvøen.

Selvom Rusland har annekteret Krim-halvøen, er det ikke ensbetydende med, at indbyggerne har accepteret det. Der er fortsat kampe i det østlige Ukraine mellem prorussiske oprørere og ukrainske styrker.

I marts godkendte USA en våbenleverance til den ukrainske regering. Blandt våbnene var der panserværnsraketter. Handlen bragte ikke glæde i Rusland.

169 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere