Den amerikanske præsident, Donald Trump, havde i den grad varmet op til den helt store prisuddeling af den nystiftede pris 'Fake News Award'.
Men afsløringen af 'vinderne' gik ikke, som præsidenten måske havde håbet på.
GOP.com, som er det Republikanske Partis hjemmeside, og hvor priserne blev offentliggjort, gik ned i en længere periode.
'404 Error. Don't worry, we're making it great again', som der ifølge avisen Washington Post stod til de mange brugere, der ikke kunne lade være med at følge med i uddelingen.
På Twitter skrev Det Republikanske Parti ud, at selvom man havde taget sine forholdsregler, så kunne serverne ikke følge med på grund af den store interesse.
'I aften så gop.com mere trafik end nogensinde. Selvom vores servere var blevet større, var interessen større, end vi havde forventet. Trafikken er uden for kategori. Kom tilbage senere,' skrev de ud på det sociale medie.
Der gik dog nogle timer, før 'vinderne' af 'Fake News Award' kunne offentliggøres. Det skete på præsidentens Twitter-profil.
Vinder blev stor avis
Det blev den ansete avis The New York Times, som løb med Donald Trumps nystiftede pris for falske nyheder.
Topplaceringen blev begrundet med, at avisen bragte et indlæg af økonomen Paul Krugman, om at finansmarkederne 'aldrig' ville overleve Trumps tid som præsident. De amerikanske aktiemarkeder er gået fra den ene rekord til den anden i den tid, Trump har siddet i Det Hvide Hus.
ABC News kom ind på andenpladsen for i begyndelsen af december sidste år at have bragt en fejlagtig historie om Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.
Tv-stationen erkendte efterfølgende, at nyhedshistorien ikke havde været igennem de nødvendige tjek, og kundgjorde, at den undersøgende journalist Brian Ross var blevet suspenderet i fire uger uden løn - hvilket præsidenten var jublende lykkelig over.
Partiet skal ikke blande sig
Flere partifæller har i løbet af de sidste par dage opfordret den amerikanske præsident til at droppe sin krig mod medierne.
Enkelte har desuden udtrykt deres utilfredshed med, at Det Republikanske Partis hjemmeside blev brugt i forbindelse med 'krigen' mod pressen.
En af dem er en tidligere pressechef for partiet Alex Conant.
'For 10 år siden var jeg pressechef for GOP. Der er masser af gode folk, som arbejder der i dag. Jeg arbejder hårdt for at hjælpe dem med at sørge for at republikanere i 2018. Men denne taktik fra Donald Trump hjælper ingen,' skriver han blandt andet i tweettet.
Der gik dog heller ikke lang tid efter offentliggørelsen, før Trump gik ud og sagde, at der var nogle medlemmer fra pressen, som var ganske fornuftige.
'På trods af en korrupt og uærlig mediedækning, så er der mange gode journalister, som jeg respekterer, og der er masser af GODE nyheder, som den amerikanske befolkning kan være stolte af,' skrev præsidenten.