Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, siger, at han har ændret syn på Obamacare efter sit besøg i Det Hvide Hus, skriver Reuters.
Donald Trump siger i et interview med Wall Street Journal, at han overvejer at beholde dele af Barack Obamas sundhedsreform.
Det gælder blandt forældres mulighed for at inkludere ældre børn i egen sundhedsforsikring.
Trump overvejer også at beholde forbuddet mod, at forsikringsselskaber kan afvise bestemte forsikringstagere med henvisning til tidligere helbredsproblemer.
Således går Donald Trump allerede før sin officielle indflytning i Det Hvide Hus stik imod en af sine vigtigste valgløfter.
Obama mødtes med nyvalgte Trump: Det var opmuntrende
Kaldte plan en 'katastrofe'
Den nyvalgte præsident Donald Trump har ellers ikke holdt kritikken af den siddende præsident tilbage i sin tid under valgkampen især. Og flere af Barack Obamas politiske mærkesager har den excentriske rigmand varslet tilbagerullet, hvis det lykkedes ham at skaffe nøglerne til Det Hvide Hus.
Trump har før nævnt både homoseksuelles muligheder for at indgå ægteskab, og altså også Obamas omdiskuterede sygesikring, som han nu har ændret mening omkring.
Under valgkampen kaldte han selvsamme sundhedsplan for 'en total katastrofe'.
Desuden har Donald Trump i løbet af blot de sidste par måneder angrebet Barack Obamas evner som USA's præsident:
- Vi har en præsident, som er gennemgribende inkompetent. Inkompetent, siger jeg jer, sagde han.
Hysterisk morsomt: Se de bedste Trump og Obama jokes
Hænderne afslører: Her lærer Donald Trump noget helt nyt
Første møde
Torsdag var Donald Trump på besøg hos den nuværende præsident Barack Obama, og de to mødte hinanden for første gang nogensinde.
Efter mødet havde begge parter udelukkende ros og flotte ord til overs for hinanden, og Donald Trump hævdede oven i købet, at de kunne have fortsat snakken meget længere.
- Vi har aldrig mødt hinanden, og mødet skulle have varet mellem ti og femten minutter. Der gik halvanden time, og stod det til mig, kunne det have fortsat. Jeg ser meget frem til at behandle en række situationer med præsidenten i fremtiden, siger Donald Trump ifølge The Guardian om mødet.
Samtidig gav Barack Obama udtryk for, at mødet havde været 'opmuntrende', og at han ser frem til et godt samarbejde.