Trump lider nederlag i højesteret i opgør om unge migranter

Højesteretsdommerne er gået imod præsidentens bestræbelser på at få afsluttet den såkaldte Daca-ordning

USA's højesteret i Washington har tilføjet præsident Donald Trump et større nederlag i hans hårde kurs over for indvandring til USA. (Arkivfoto) Foto: Will Dunham/Reuters
USA's højesteret i Washington har tilføjet præsident Donald Trump et større nederlag i hans hårde kurs over for indvandring til USA. (Arkivfoto) Foto: Will Dunham/Reuters

USA's højesteret har tilføjet præsident Donald Trump et stort nederlag i hans hårde kurs over for indvandring til USA.

Højesteretsdommerne er gået imod præsidentens bestræbelser på at få afsluttet den såkaldte Daca-ordning.

Denne blev skabt under tidligere præsident Barack Obama. Målet var at beskytte migranter, der kom illegalt til USA som børn, eller som aldrig fik opholdstilladelse.

Højesteret har besluttet at opretholde en afgørelse ved en lavere domstol. Den fandt præsidentens indgreb mod programmet i 2017 for lovstridigt.

Under højesterets behandling af sagen er store ideologiske forskelle tidligere blevet tydelige blandt de i alt ni dommere, hvoraf fem er konservative.

Dommernes afstemning endte med at opretholde den lavere domstols afgørelse med fem stemmer for og fire imod.

Det var den konservative højesteretspræsident John Roberts, som stemte sammen med de fire liberale dommere i sagen.

Denne afgørelse betyder, at omkring 649.000 indvandrere er beskyttet mod udvisning og kan søge om om arbejdstilladelser for to år. Langt de fleste af indvandrerne er unge voksne, som er født i Mexico og andre latinamerikanske lande.

Daca står for 'Deferred Action for Childhood Arrivals' (udskudt handling for ankomne børn, red.).

I 2017 tog Trump juridiske skridt for at annullere Daca. Men det blev bremset ved lavere domstole. Derfor er Daca fortsat i kraft.

Trump-administrationen har appelleret dommene. Det førte til sidste opgør i højesteret i den langstrakte proces om de såkaldte 'dreamers', som de unge migranter kaldes.

Trump selv har fremført, at Obama overskred sine beføjelser, da han gik uden om Kongressen og indførte Daca. Liberale dommere har blandt andet lagt vægt på de mange personer, forretningsdrivende og andre, der har fået noget ud af ordningen.

Den liberale dommer Sonia Sotomayor kaldte blandt andet Trumps annullering for en 'beslutning om at ødelægge liv'.

To af dommerne i højesteret, Neil Gorsuch og Brett Kavanaugh, er udpeget af præsident Trump.

194 kommentarer
Vis kommentarer