Annonce:
Annonce:

Trump-minister tjener penge på at sejle for Putin-firma

Læk fra advokatfirma viser forbindelse mellem USA's handelsminister og Vladimir Putins svigersøn

Annonce:
Følg Politik

Lækkede dokumenter fra et advokatfirma på Bermuda har afsløret en kontroversiel forbindelse mellem den amerikanske regering og en russisk rigmand.

Papirerne viser ifølge DR, at den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross Jr., ejer knap en tredjedel af selskabet Navigator, der blandt andet tjener penge på at sejle gas for det russiske firma Sibur.

I Siburs ejerkreds finder man blandt andet Putins svigersøn, Kirill Sjamalov, men også rigmanden Gennady Timtjenko.

Han optræder på den sanktionsliste over russere, som det er forbudt for amerikanere at handle med.

Det er netop Wilbur Ross' opgave som minister at overvåge, at forbuddet bliver overholdt.

Ross siger i et skriftligt svar til Süddeutsche Zeitung og organisationen af undersøgende journalister ICIJ, der har gennemgået de såkaldte Paradise Papers fra Bermuda, at han aldrig har mødt hverken Timtjenko eller Sjamalov.

Annonce:

Ikke desto mindre mener Richard Painter, der var etikchef i Det Hvide Hus under præsident George W. Bush, at Ross bør tage konsekvensen.

- Jeg tror, han er nødt til at droppe sine forbindelser til alle, der er under sanktioner i forhold til Rusland, lyder Painters vurdering ifølge DR.

Da Wilbur Ross blev handelsminister, solgte han de fleste af sine selskaber, men beholdt blandt andet fire selskaber, der er indregistreret i skattelyet Cayman Islands, og som tilsammen ejer 31,5 procent af Navigator.

Lækken fra Bermuda - der har fået navnet Paradise Papers - stammer fra et advokatfirma ved navn Appleby og omfatter millioner af dokumenter fra 1950'erne og frem til 2016.

Foruden DR er også Politiken medlem af ICIJ, som sammen med Süddeutsche Zeitung også stod bag afsløringen af de såkaldte Panama Papers.

13 millioner dokumenter er lækket fra skattely i paradis

De såkaldte Paradise Papers stammer fra et advokatfirma på Bermuda og omfatter selskaber, kendte og kongelige.

Først kom Panama Papers, og nu følger Paradise Papers. Søndag offentliggøres de første historier, som udspringer af en læk hos et advokatfirma, der har hovedkvarter på Bermuda.

Her er flere informationer om de såkaldte Paradise Papers:

- De i alt 13,4 millioner dokumenter stammer hovedsageligt fra advokatfirmaet Appleby, men også fra et rådgivningsfirma i Singapore og 19 virksomhedsregistre i skattely rundt omkring i verden.

- De er lækket til den tyske avis Süddeutsche Zeitung og delt med ICIJ, der er et internationalt konsortium af undersøgende journalister. I alt er mere end 380 journalister fra 67 lande involveret i dækningen.

- Fra Danmark deltager DR og Politiken.

- Dokumenterne afslører økonomiske hemmeligheder fra skattelylande og omfatter en række internationale selskaber, kendte og kongelige.

- Appleby rådgiver blandt andet om selskabskonstruktioner i skattelylande, der gør det svært for skattemyndighederne i andre lande at finde ud af, hvem der ejer hvilke selskaber - og dermed også, hvordan de skal beskattes.

- I alt er mere end 25.000 personer omtalt, heraf 140 fra Danmark.

- Sidste år i april blev de såkaldte Panama-papirer lækket. De stammede fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama.

- Afsløringerne dengang medførte blandt andet, at den islandske præsident, Sigmundur Davíd Gunnlaugsson, måtte gå af.

Kilde: DR.

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Mere fra Ekstra Bladet+

Annonce:
Varmepenge til rusmidler - hvordan synes I selv det går?
Annonce:

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: