Trump nægter hån: Jeg elsker Det Hvide Hus!

- Totalt usandt, siger den amerikanske præsident om medierapport

Donald Trump kalder Det Hvide Hus for en af de smukkeste ejendomme han nogensinde har set. (Foto: AP)
Donald Trump kalder Det Hvide Hus for en af de smukkeste ejendomme han nogensinde har set. (Foto: AP)

USA’s præsident, Donald Trump, afviser, at han skulle have betegnet embedsboligen Det Hvide Hus som ’et rigtigt hul’ i en samtale med medlemmer af sin golfklub.

'Jeg elsker Det Hvide Hus, en af de smukkeste bygninger (hjem), jeg nogensinde har set', skriver præsidenten i en opdatering på Twitter onsdag.

'Men fake news siger, at jeg har kaldt det for et hul (a dump, red.) – Totalt usandt!'

Trump vinker til folk under en golfturnering i juli i Bedminster, New Jersey. (Foto: AP)
Trump vinker til folk under en golfturnering i juli i Bedminster, New Jersey. (Foto: AP)

Trumps tweet kommer efter, at Sports Illustrated skrev, at han havde fortalt klubmedlemmer, at han ofte holdt weekend i sine egne ejendomme, fordi Det Hvide Hus ikke lever op til standarden.

Trump har tidligere afvist, at han tilbringer for meget tid i sine klubber i New Jersey og Florida såvel som i andre ejendomme, som han ejede, inden han blev præsident.

Men det er et faktum, at Trump hidtil har opholdt sig mindre i Det Hvide Hus end andre nutidige præsidenter.

Holder weekend i Florida

Alene i sine første 11 uger i embedet, befandt han sig i alt i syv weekender i sit resort Mar-a-Lago i Florida.

Trump besøger også gerne sin golfklub i Bedminster, New Jersey, hvor han planlægger at afholde sin sommerferie, der begynder på fredag og varer i 17 dage.

Alle præsidenter siden John Adams, USA’s anden præsident, har haft Det Hvide Hus på 1600 Pennsylvania Avenue i Washington som embedsbolig.

Trump er en inkarneret golfspiller. Dette foto er fra 2012. (Foto: AP)
Trump er en inkarneret golfspiller. Dette foto er fra 2012. (Foto: AP)