Trump om Harris: - Mere ondskabsfuld end Pocahontas

Ifølge den amerikanske præsident har Kamala Harris opført sig dårligt over for præsidentkandidat Joe Biden

Trump har gentagne gange langet ud efter Biden under sine valgmøder Video: AP. Redigering: Martin Ekelund

Donald Trump er mildest talt overrasket over Joe Bidens valg af Kamala Harris som vicepræsidentkandidat.

Det siger han på et pressemøde i Det Hvide Hus sent tirsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Se også: Joe Biden har valgt sin kandidat til vicepræsidentposten

Han mener, at Harris har opført sig 'meget, meget grimt' og respektløst over for blandt andet Biden under tv-debatter i forbindelse med Det Demokratiske Partis primærvalg.

- En af grundene til, at det overraskede mig, er, at hun sandsynligvis var mere ondskabsfuld end Pocahontas (Trumps øgenavn for senator Elizabeth Warren, red.) over for Biden.

- Det er svært at vælge nogen, der er så respektløs, siger Trump på pressemødet.

Klarede sig dårligt
Trump nævner desuden, at Harris klarede sig dårligt i de primærvalg, hun stillede op til, da hun var med i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat.

- Det var forventet, at hun ville klare sig godt. Men hun endte med at få omkring to procent af stemmerne og brugte en masse penge, siger Trump.

Den amerikanske præsident har også delt en særdeles kritisk video om Harris fra 'den radikale venstrefløj' på sin Twitter-profil:

Obama begejstret
Modsat Trump er tidligere præsident Barack Obama begejstret for Bidens bud på en vicepræsidentkandidat.

Demokraten Obama mener, at Bidens valg sidder lige i skabet.

- Nu har Joe en ideel partner til at hjælpe ham med at tackle de store udfordringer, som USA står over for lige nu og i de kommende år, skriver Obama i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

Joe Biden var selv vicepræsident under Obamas embedsperiode.

Obama fremhæver Harris personlige og professionelle baggrund og sagde, at hun har brugt hele sin karriere på at forsvare USA's forfatning både som distrikts- og retsadvokat i Californien og som senator siden 2017.

Senator Bernie Sanders, der trak sig som den sidste modkandidat til Biden i april, lykønsker også sin tidligere modstander.

- Hun forstår, hvad det kræver at gå i brechen for det arbejdende folk, kæmpe for sundhedspleje for alle og nedlægge den mest korrupte administration i historien, skriver Sanders på Twitter.

Biden og Harris skal udfordre Trump og dennes vicepræsident, Mike Pence, ved præsidentvalget 3. november.

630 kommentarer
Vis kommentarer