Trump om møde med Kim Jong-un: - Jeg vil være beæret

Den amerikanske præsident roser Nordkoreas leder som en 'smart cookie'

USA's præsident Donald Trump siger, at han vil tale med alle – også Nordkoreas diktator Kim Jong-un. (Foto: AP)
USA's præsident Donald Trump siger, at han vil tale med alle – også Nordkoreas diktator Kim Jong-un. (Foto: AP)

USA's præsident Donald Trump siger, at han vil være 'beæret' over at møde Nordkoreas diktator Kim Jong-un 'under de rette omstændigheder'.

I et interview med Bloomberg News afslører Trump, at han er parat til at gå langt for at neddrosle den spændte stemning på den koreanske halvø.

- Hvis det er passende for mig at møde ham, ville jeg absolut gøre det. Jeg vil være beæret over at gøre det, siger Trump mandag.

Ingen siddende amerikansk præsident har hidtil haft et personligt møde med en leder af Nordkorea, og ideen er kontroversiel.

Talsmand for Det Hvide Hus, Sean Spicer, understreger da også efterfølgende, at der først skal ske ændringer i Nordkorea, før et topmøde kan komme på tale.

- Vi er nødt til at se, at de skruer ned for deres provokerende opførsel, siger han i den daglige pressebriefing.

Trump har lagt en hård linje over for Nordkorea. (Foto: AP)
Trump har lagt en hård linje over for Nordkorea. (Foto: AP)
 

Trump vakte undren søndag, da han i et interview med CBS kaldte Kim Jong-un for en 'smart cookie', der har taklet store udfordringer, siden han fik magten i Nordkorea.

Men USA har under Trump skærpet kritikken af styret i Pyongyang, efter at Nordkorea har affyret flere testmissiler.

Trump har blandt andet sagt, at USA er parat til at tage sagen i egen hånd, hvis Kina ikke benytter sin indflydelse til at standse Nordkoreas atomvåbenprogram.

- Hvis Kina ikke ønsker at løse Nordkorea, så vil vi. Det er alt, jeg vil fortælle dig, sagde Trump for et par uger siden.

Det er Nordkoreas prøveopsendelser af raketter med længere rækkevidde og den fortsatte udvikling af atomvåben, der får USA til at skærpe sin holdning.

USA frygter, at Nordkorea i løbet af få år vil have kapacitet til at nå den amerikanske vestkyst med et missil, der kan transportere atomvåben.

Kina er Nordkoreas nærmeste allierede og stod sammen med regimet under Korea-krigen fra 1950 til 1953, der kostede flere millioner mennesker livet og endte med en våbenhvileaftale. 

54 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere