USA's præsident, Donald Trump, er kommet i modvind over sin praksis med at adskille migrantbørn fra deres forældre, og nu skal partifællerne i Kongressen redde ham ud af kniben.
Derfor tog Trump tirsdag aften til Kongressen på Capitol Hill i Washington, hvor han mødtes med ledelsen i Det Republikanske Parti, skriver Associated Press.
Trump håber, at kongresleder Paul Ryan ved lov kan sætte en stopper for den upopulære praksis uden, at præsidenten kommer til at fremstå som 'blød' i sin kurs over for illegale indvandrere.
Til jer der kritiserer Trumps asylpolitik: Danmark er ligeså slem
Republikanerne arbejder på et lovforslag, der fortsat giver mulighed for at tilbageholde migrantbørn i centre – dog i selskab med deres forældre, der vil blive sigtet for at krydse grænsen illegalt.
- Vi havde et strålende møde, siger Trump efter samtalen med Paul Ryan og retter en sønderlemmende kritik af det amerikanske immigrationssystem.
- Det er et meget, meget dårligt system - muligvis det værste i verden. Vi vil prøve at se, om vi kan reparere det, siger han.
Trumps nul-tolerance-politik med at separere børn fra forældre har udløst et ramaskrig i USA.
Billeder af migrantbørn i bure samt fremkomsten af lydoptagelser med grædende børn, der kalder på deres 'mami' og 'papi', kan koste stemmer ved kongresvalget til november.
'Ikke på min vagt'
Trump har hidtil nægtet at bøje sig for den folkelige stemning, selv om to ud af tre amerikanere ifølge en meningsmåling er modstandere af, at man splitter familierne op.
- Vi vil ikke ende som en migrantlejer. Ikke på min vagt, sagde Trump mandag.
Mexico kalder Trumps politik grusom og umenneskelig
En alternativ plan, som Republikanerne også arbejder på, skal sikre, at børn og forældre bliver sammen, men at de bliver sendt ud af landet i rekordfart.
Det skal blandt andet ske ved at fordoble antallet af dommere, der behandler sager i immigrationssystemet. Texas-senator Ted Cruz står bag forslaget.
- Mens sagerne behandles, bliver familierne sammen, udtaler Ted Cruz, der er kommet under pres i meningsmålingerne forud for kongresvalget.
Mens Republikanerne dermed er trukket i arbejdstøjet for at redde Trump - og partiet - ud af en kattepine, holder Demokraterne sig på sidelinjen.
Trump står fast trods massiv kritik: - USA skal ikke ende som en migrantlejr
Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, afviser at støtte Republikanernes forslag, da han mener, at Trump allerede har magt til at holde familierne sammen.
- Der er ikke behov for lovgivning. Der er ikke behov for noget. Du kan gøre det! Hr præsident, du startede det - du kan stoppe det, siger Chuck Schumer på et pressemøde.
Siden Trump-regeringen i april indførte en såkaldte nul-tolerance-politik over for illegale indvandrere, er over 2300 børn blevet adskilt fra deres forældre.