USA's præsident, Donald Trump, langede onsdag ud efter sin tidligere advokat Michael Cohen, der i hemmelighed har optaget en samtale med Trump, hvor de diskuterer en betaling til en tidligere Playboy-model.
Båndoptagelsen blev tirsdag aften afspillet på tv-stationen CNN, og Trump reagerede få timer senere med en opdatering på sin Twitter-profil.
'Hvilken advokat ville aflytte en klient? Så trist! Er dette en undtagelse? Jeg har aldrig hørt om det før', skiver Trump, der også undrer sig over, at optagelsen tilsyneladende stopper brat.
'Hvorfor blev afspilningen stoppet så abrupt mens jeg tilsyneladende sagde noget positivt? Too bad', afslutter han.
Michael Cohen har været Donald Trumps advokat og 'fikser' i en årrække. Han har erkendt, at han betalte 130.000 dollars til pornostjernen Stormy Daniels, som hævder, hun har haft en affære med Trump.
Hemmelig optagelse med Trump offentliggjort
Båndoptagelsen handler tilsyneladende om en betaling med forbindelse til Playboy-modellen Karen McDougal.
Da det i sidste uge kom frem, at der eksisterede en hemmelig båndoptagelse med Trump, kaldte præsidenten det 'helt uhørt og måske ulovligt'.
'Men den gode nyhed er, at jeres yndlingspræsident ikke har gjort noget galt', skrev han.
Kun tre klienter
FBI konfiskerede optagelsen, da de ransagede Michael Cohens kontor i april. FBI har i alt beslaglagt 12 båndoptagelser fra Cohen. Cohen har oplyst, at han kun har tre klienter:
Trump, Fox News-værten Sean Hannity samt Elliott Broidy, der var fundraiser for Det Republikanske Parti. Cohen hjalp Broidy med at skjule en affære.
Michael Cohen efterforskes for flere kriminelle forhold, herunder brud på bankreglerne.
Købte historien
På båndoptagelsen, der blev afspillet på CNN tirsdag, kan man høre Trump og Cohen diskutere en betaling til Karen McDougal, der har påstået, at hun har haft en affære med Trump.
Diskussionen mellem Trump og Cohen fandt sted i september 2016 få uger efter, at ugebladet National Enquirer havde betalt 150.000 dollars til McDougal for rettighederne til historien om affæren, der angiveligt fandt sted i 2006.
Historien blev købt, men aldrig trykt – en såkaldt 'catch and kill' - da direktøren for National Enquirer, David Pecker, er en god ven af Trump.
Karen McDougal har fortalt, at hun mødte Trump til en fest hos Playboy-kongen Hugh Hefner i juni 2006. Herefter indledte de angiveligt en 10 måneder lang affære. Trump var gift med Melania på daværende tidspunkt.