'Trump-retorik' fra Støjberg: - Venstre er definitivt sunket så dybt

Folk - herunder en række politikere - raser på sociale medier, efter Inger Støjberg (V) til gårsdagens traktordemo brugte et udtryk, som menes at stamme fra Trump 

Inger Støjberg (V) beskyldes for at have ladet sig inspirere af Donald Trump, da hun i går gik på talerstolen til traktordemo i Aarhus. Foto: POLFOTO
Inger Støjberg (V) beskyldes for at have ladet sig inspirere af Donald Trump, da hun i går gik på talerstolen til traktordemo i Aarhus. Foto: POLFOTO

'Vi skal have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarroance' lød det i går fra folketingsmedlem Inger Støjberg (V), da hun talte til hundredvis af rasende landmænd, der demonstrerede mod regeringens håndtering af mink-aflivning.

En udtalelse, der skaber stor forargelse på de sociale medier.

'Dræne sumpen... Hvad sker der for mit gode gamle parti,' lyder det eksempelvis fra forhenværende Venstre-minister Søren Pind på Twitter.

Traktordemo

Hundredvis af landmænd valfartede i går i deres traktorer og fiskekuttere til Aarhus og København for at demonstrere mod regeringens ulovlige ordre om mink-aflivning.

Adskillige politikere afholdte taler, hvor de langede ud efter regeringen og statsminister Mette Frederiksen. Herunder Inger Støjberg, hvis bemærkning om at 'dræne sumpen' har fået flere til at beskylde hende for at bruge Trump-retorik.

Forargelsen skyldes, at udtrykket 'dræne sumpen' associeres med USAs præsident, Donald Trump, og hans retorik.

'Drain the swamp' er nemlig et udtryk, som Trump og hans tilhængere bruger, når de udtrykker ønske om at udrydde korruption i Washington D.C., og præsidenten har brugt vendingen adskillige gange.

Lars Løkke Rasmussen talte ved demonstrationen i København, hvor han kaldte minkskandalen værre end Støjbergs ulovlige ordre.

'Venstre må tage afstand'
Adskillige andre melder sig på banen sammen med Søren Pind.

'“Dræn sumpen”? @venstredk det er I nødt til at tage afstand fra,' lyder det eksempelvis fra Sofie Carsten Nielsen fra Radikale Venstre, mens næstformand for SF, Lise Müller, skriver:

'Venstre er definitivt sunket så dybt så man ikke fatter det længere.'

Inger Støjberg (V) er endnu ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelser. Der arbejdes fortsat på at få en kommentar.

1508 kommentarer
Vis kommentarer