Trump retter anklagende finger mod Putin i Syrien

Ruslands præsident Putin kan meget vel være ansvarlig for angrebet i Syrien, siger Trump ifølge NBC News.

Foto: AP
Foto: AP

Rusland, Syrien, Iran - eller dem alle i kombination. De er mistænkt for at stå bag det formodede kemiske angreb i Syrien, der i weekenden kostede mindst 48 mennesker livet. Det mener USA's præsident, Donald Trump.

På spørgsmålet om, hvorvidt den russiske præsident, Vladimir Putin, har et ansvar for angrebet, svarer Trump ifølge NBC News:

- Det kan han have.

Mens Trump talte i Washington, advarede Putin i Moskva imod "provokation og spekulation" om det formodede kemiske angreb i Syrien.

Det skete i løbet af en telefonsamtale med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Fra russisk side understregedes det uacceptable i provokation og spekulation om dette spørgsmål, siger Kreml i en meddelelse.

I USA siger Trump i forbindelse med et regeringsmøde, at han vil tage en beslutning om USA's reaktion inden for meget kort tid, muligvis allerede inden mandagen er omme.

Umiddelbart inden havde han sagt, at beslutningen ville komme inden for 24 til 48 timer.

Trump tilføjer, at han drøfter situationen med USA's militære ledere. Sammen vil de vurdere, hvem der var ansvarlig for angrebet, siger han.

- Om det er Rusland, om det er Syrien, om det er Iran eller om det er dem alle sammen, vi finder ud af det. Og vi vil kende svaret ret snart, lyder det fra præsidenten.

Om Putin tilføjer Trump ifølge nyhedsbureauet AP:

- Alle vil betale en pris. Han vil, alle vil.

Få timer tidligere sagde den amerikanske forsvarsminister, Jim Mattis, at han "ikke vil udelukke" et militært angreb som reaktion på angrebet i Syrien.

Ifølge det amerikanske udenrigsministerium er der anvendt kemiske våben ved lørdagens angreb i byen Douma. Der er ifølge ministeriet tale om en nervegift og et stof, der fører til kvælning.

Eksperter fra Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) siger ifølge nyhedsbureauet AP, at organisationen har indledt en efterforskning af det formodede kemiske angreb.

Det amerikanske udenrigsministerium siger mandag aften dansk tid, at angrebet fandt sted i et område, hvor syriske regeringsstyrker opererer.

Ministeriet siger ligeledes, at de syriske styrker og deres allierede nægter internationale observatører adgang til området.

En talskvinde for det britiske udenrigsministerium oplyser til Reuters, at den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, har talt i telefon med USA's fungerende udenrigsminister, John Sullivan, om angrebet i Syrien.

Ministrene er enige om, at angrebet ligner tidligere angreb med kemiske våben, som præsident Bashar al-Assads styre har stået bag.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere