Trump siger at netop dømt rådgiver bør frikendes

Roger Stone, præsidentens mangeårige rådgiver, er en god person, siger Donald Trump

Den mangeårige rådgiver for USA's præsident Roger Stone har en meget god chance for at blive frikendt.

Det siger Donald Trump i tale, hvor han angriber den kvindelige leder for nævningetinget, der torsdag idømte Stone fængsel i tre år og fire måneder for at obstruere den særlige anklagers Rusland-undersøgelse.

Ifølge Trump var hun forudindtaget.

Han betegner den 67-årige Stone som 'en meget god person'.

-Jeg følger dette meget tæt, og jeg ønsker at det skal gå helt til enden, for Roger har en meget god chance for at blive frikendt efter min mening.

Det har de seneste dage svirret med rygter om, at Trump vil bruge sin magt som præsident til at benåde Stone.

Ikke mindst efter han få dage tidligere benådede 11 personer, flere med sager om korruption i bagagen. Men han antydede i sin tale torsdag, at en benådning ikke er det, han tænker på lige nu.

- Jeg vil lade denne proces køre færdig. På et tidspunkt vil jeg bestemme mig. Vi afventer det, siger han.

Stone blev tidligere på dagen idømt 40 måneders fængsel for at lyve over for Kongressen og for obstruktion af rettens gang i den såkaldte Rusland-undersøgelse.

Han havde forsøgt at skjule, at han fungerede som mellemmand i forhold til WikiLeaks og Rusland i valgåret 2016. Her offentliggjorde WikiLeaks materiale om Det Demokratiske Parti, som Rusland ifølge de amerikanske efterretningstjenester havde hacket sig til.

Det var materiale, som skulle skade partiets præsidentkandidat, Hillary Clinton, i opgøret mod Trump om at blive USA's præsident.

114 kommentarer
Vis kommentarer