Trump skaber ny forvirring om russisk valgindblanding

Trump har gjort det klart over for Putin, at han skal blande sig uden om USA's valg, siger Det Hvide Hus

Trump og Putin i Helsinki mandag aften. Foto: AP Photo/Pablo Martinez Monsivais
Trump og Putin i Helsinki mandag aften. Foto: AP Photo/Pablo Martinez Monsivais

USA's præsident, Donald Trump, har onsdag skabt nye skvulp og nye overskrifter i medier verden over, da han tilsyneladende svarede nej til et spørgsmål om, hvorvidt USA stadig er mål for russisk indblanding.

Det tydede umiddelbart på, at han modsagde amerikanske efterretningstjenesters vurdering af, at Rusland forsøger at blande sig i det kommende amerikanske midtvejsvalg.

Men kort efter fastslår Det Hvide Hus, at præsidentens syn på den sag er helt på linje med efterretningstjenesterne.

Trump blev onsdag spurgt af en journalist, om Rusland stadig modarbejder USA. Han svarede et kort "nej" og gentog dette svar, da journalisten spurgte igen.

Nej til noget andet
Men pressetalskvinde Sarah Sanders forklarer, at Trumps "nej" var en afvisning af at svare på spørgsmål.

- Vi mener, at truslen stadig eksisterer, og det er derfor, vi tager skridt for at forhindre det, siger Sanders.

Hun tilføjer, at præsidenten har gjort det klar for den russiske præsident, Vladimir Putin, at han ikke skal blande sig i amerikanske valg.

Dan Coats, der er chef for USA's nationale efterretningstjeneste, sagde tidligere på ugen, at Rusland fortsætter sine forsøg på at blande sig i USA's kommende midtvejsvalg i november.

- Vi har været tydelige i vores vurderinger af russisk indblanding i valget i 2016 og deres fortsatte, gennemtrængende bestræbelser på at undergrave vores demokrati, sagde Coats i en udtalelse mandag.

Han tilføjede, at Rusland er den mest aggressive aktør, men at også lande som Nordkorea, Kina og Iran er aktive.

Ingen så skrap
Trump, der har fået massiv kritik efter mandagens topmøde med Putin, sagde tidligere onsdag, at "ingen præsident nogensinde har været så skrap, som jeg har været over for Rusland".

- Vi gør det virkelig godt, formentlig så godt, som nogen nogensinde har gjort med Rusland, sagde Trump onsdag.

Præsidenten tilføjer, at Putin "forstår det, og han er ikke glad for det".

Tirsdag måtte Trump foretage en opsigtsvækkende kovending.

På mandagens topmøde med Putin havde Trump tilsyneladende større tiltro til Putins ord om, at Rusland ikke havde blandet sig i det amerikanske valg i 2016, end sine egne efterretningstjenesters konklusion om, at det havde Rusland.

Derfor måtte Trump tirsdag trække i land med en forklaring om, at han havde glemt et "ikke", da han kom med den kontroversielle kommentar.

44 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere