Trump sviner kendt milliardær: 'Han er ikke klog nok'

Præsident Donald Trump har igen været fremme i skoene på de sociale medier. Denne gang sviner han kendt milliardær til

På Twitter sviner Donald Trump i dag Mark Cuban til, fordi milliardæren har bedt direktører om at være varsomme omkring præsidenten. Foto: Pablo Martinez Monsivais/AP
På Twitter sviner Donald Trump i dag Mark Cuban til, fordi milliardæren har bedt direktører om at være varsomme omkring præsidenten. Foto: Pablo Martinez Monsivais/AP

'Jeg kender Mark Cuban. Han bakkede mig op 'big time', men jeg var ikke interesseret i at tage alle hans opkald. Han er ikke klog nok til at blive præsident!', skriver præsidenten på sin twitterprofil tidligt søndag morgen.

Tweetet kommer angiveligt på baggrund af en udtalelse, som Mark Cuban kom med til 'Fort Worth Star-Telegram'. Her opfordrer milliardæren andre direktører til at være en amerikaner først - frem for at fedte for præsidenten.

Mark Cuban er blandt andet ejer af basketballholdet Dallas Mavericks, og har skrevet bogen 'How to win the sport of Business'.

Men det lader umiddelbart ikke til, at der er særlig langt fra tanke til handling, når Trump går til tasterne på twitter.

For når han skriver, at Mark Cuban bakkede ham op i valgkampen, så er det simpelthen ikke rigtigt. Mark Cuban var åben omkring sin støtte til Hillary Clinton.

Det skriver 'Sports Illustrated'.

Første respons fra Mark Cuban var beskeden 'Lol' med et link til præsidentens tweet, men i sit andet tweet fik Mavericks-ejeren sat 'The Donald' på plads.

Mulig konkurrent?
'New York Post' antyder dog i deres udlægning af historien, at Trump sviner Mark Cuban til, fordi Cuban i en artikel af selv samme nyhedsbereau bliver udpeget til at være en mulig kandidat til at vippe Trump af pinden.

Tidligere har Mark Cuban da også udfordret Donald Trump i en korrespondance, hvor han blandt andet skrev:

'Alle andre er bange for dig. Jeg kan godt lide at udfordre dig. Og som du sagde, så går jeg måske efter det job en dag, og det kunne være imod dig'.

Farlige tweets
Trumps beslutning om at skrible løs på twitter kan dog være farlig.

Det vurderer Louise Roug, der har boet og arbejdet som journalist i USA siden 1990'erne og er associeret redaktør på nyhedsmagasinet Politico Europe.

For der er fart på det sociale medie, hvor Trump dagligt sender små beskeder på op til 280 tegn ud til sine godt 20 millioner følgere.

- Twitter er et meget reaktivt medie, og Donald Trump er en meget reaktiv mand. Det går stærkt på Twitter, og når vi har med Trump at gøre, går det ekstra stærkt, siger Louise Roug, der mener, at den umiddelbarhed er en del af faren ved Twitter, når det kommer til Trump.

- Det kan være farligt, og det kan gå hen og blive til et problem både diplomatisk og i forhold til USA's udenrigspolitik, siger hun til Ekstra Bladet.

599 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere