Trump: Vi greb ind for at forhindre en krig

Den amerikanske præsident taler for første gang om angrebet på den iranske general Qassem Soleimani

Redigering: Henrik Houlberg

USA dræbte den magtfulde iranske topgeneral Qassem Soleimani for at forhindre en krig, ikke for at indlede en ny krig.

Det siger den amerikanske præsident, Donald Trump, fredag aften dansk tid i en udtalelse om drabet på den iranske general Qassem Soleimani.

- Vi greb til handling i aftes for at stoppe en krig. Vi greb ikke til handling for at starte en krig, siger Trump.

- Vi søger ikke et regimeskifte, siger præsidenten på et kort pressemøde på sit resort Mar-a-Lago i Florida, hvor han befinder sig fredag.

Men Trump understreger ifølge tv-stationen CNN, at 'det iranske regimes aggression i regionen - herunder dets brug af stedfortræderkrigere for at destabilisere nabolandene - må stoppe, og det må stoppe nu'.

Ifølge præsidenten havde den nu dræbte general Soleimani planer om at angribe amerikanske diplomater og amerikansk militær.

- Vi tog ham på fersk gerning og gjorde en ende på det, siger Trump.

Han tilføjer, at han er klar til at tage et hvilket som helst skridt, der er nødvendigt for at beskytte amerikanske statsborgere, skriver nyhedsbureauet Reuters.

LIVE

393 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere