Trump vil begrænse rejser og handel i ny stram Cuba-politik

Præsidenten vil fredag annoncere en ny Cuba-politik, der er opgør med forgængerens diplomatiske opblødning.

Foto: AP
Foto: AP

Den amerikanske præsident, Donald Trump, vil fredag præsentere en ny Cuba-politik.

Den vil blandt andet indebære strammere regler for amerikanere, der rejser til Cuba.

Derudover vil præsidenten begrænse amerikanske virksomheder, der handler med cubanske selskaber kontrolleret af militæret.

Det oplyser kilder fra Det Hvide Hus ifølge Reuters.

Præsidenten vil præsentere planerne om at tilbagerulle dele af Barack Obamas diplomatiske opblødning over for den kommunistiske østat under en tale i Miami fredag.

Donald Trump lovede under sin valgkamp at stramme politikken over for Cuba, efter at de to lande i 2015 varmede op over for hinanden. Det skete blandt andet med åbningen af en amerikansk ambassade i Havana.

Donald Trump vil indføre strammere håndhævelse af rejseforbud for turister fra USA, der rejser til Cuba.

Præsidenten vil i øvrigt sørge for, at amerikanske penge ikke bliver kanaliseret videre til det, som den nye administration har kaldt en "undertrykkende, militærdomineret regering".

Den nye politik vil forbyde stort set alle handler mellem amerikanske virksomheder og cubanske selskaber kontrolleret af militæret.

Donald Trump har dog ifølge Det Hvide Hus ingen planer om at lukke ambassaden i Havana.

Han vil angiveligt heller ikke bryde de diplomatiske forbindelser, der blev etableret i 2015 efter mere end fem årtiers fjendskab mellem landene.

Den strammere kurs over for Cuba skyldes, at den nye administration er bekymret for menneskerettighederne i landet.

Ifølge Donald Trumps talsmænd har Barack Obamas lempelser ikke forbedret den politiske frihed i Cuba. De har blot foret regeringens lommer, mener Trumps lejr.

Ifølge Det Hvide Hus vil Donald Trump reparere Barack Obamas "dårlige handel" med Havana.

Samtidig vil USA med den nye kurs holde døren åben for Cuba, hvis landet gennemfører demokratiske reformer, der baner vejen for frie valg.

34 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere