Trump vil lukke USA for muslimer

Den republikanske præsidentkandidat ønsker stop for muslimske turister og indvandrere

Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump. (Foto: AP)
Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump. (Foto: AP)

Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump kræver, at der bliver indført et 'komplet og totalt' indrejseforbud til USA for alle muslimer.

I en meddelelse oplyser Trump, at hans forslag er en reaktion på, at 'en stor del' af alle muslimer hader Amerika.

- Indtil vi er i stand til at forstå dette problem, og den farlige trussel, det udgør, kan vores land ikke være offer for forfærdelige angreb fra folk, der kun tror på jihad, og som ikke har nogen fornuft eller respekt for menneskeliv, lyder det blandt andet fra rigmanden.

Ifølge hans kampagnechef, Corey Lewandowski, mener Trump, at indrejseforbuddet bør gælde for både turister og indvandrere, der har islam som religion.

Forslaget kommer efter skyderiet i San Bernardino, Californien, i sidste uge, hvor et muslimsk ægtepar ifølge myndighederne stod bag et terrorangreb, der kostede 14 mennesker livet.

Her nedskyder og overmander politiet terrorparret efter en lang biljagt. (Video: AP)

Trump til et vælgermøde i Georgia. (Foto: AP)
Trump til et vælgermøde i Georgia. (Foto: AP)

Se også: Trump trækker fra feltet

Trumps forslag møder ingen forståelse i Det Hvide Hus.

- Det strider mod amerikanske værdier. Vi har i forfatningen religionsfrihed, siger Ben Rhodes, toprådgiver for Barack Obama, til CNN.

Flere af Trumps modstandere i det republikanske parti tager også afstand fra udmeldingen.

- Det her er blot endnu en grund til, at han er komplet uegnet til at lede USA, siger præsidentkandidat John Kasich fra Ohio i en kommentar.

Vil registrere muslimer
Trump har før været fremme med kontroversielle forslag, der er rettet mod muslimer, som allerede lever i USA.

Han har blandt andet foreslået, at alle muslimer skal opføres i et centralt register, og at moskeer skal lukkes.

Ifølge to nye meningsmålinger fører Donald Trump med en stor margin i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat. Der er præsidentvalg i USA til november 2016.

805 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere