Trump vil mødes personligt med Talibanledere

Præsident Donald Trump udtaler på et pressemøde, at han vil mødes personligt med lederne af Taliban

Der kommer  til at være et personligt møde mellem Taliban og Donald Trump. Foto: Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix
Der kommer til at være et personligt møde mellem Taliban og Donald Trump. Foto: Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix

Der kommer til at være et personligt møde mellem den amerikanske præsident Donald Trump og Talibans ledere.

Det fortæller præsidenten på et pressemøde, melder nyhedsbureauet AFP. Meldingen kommer i kølvandet på en fredsaftale mellem USA og Taliban, USA vil arbejde for at trække alle sine soldater ud af Afghanistan 'inden for 14 måneder'.

Det fremgår af en fælles erklæring udsendt i Kabul af den afghanske regering og USA, og det forudsætter, at Taliban overholder fredsaftalen.

Der er i dag godt 13.000 amerikanske soldater i Afghanistan. De skal ifølge aftalen reduceres til 8600 soldater i løbet af 135 dage regnet fra lørdag.

Skal ud af landet
USA og dets partnere 'vil afslutte tilbagetrækningen af deres tilbageværende styrker i Afghanistan inden for 14 måneder ... og vil trække alle deres styrker hjem fra de tilbageværende baser'.

Det vil i så fald betyde, at også de godt 150 danske soldater i Afghanistan skal være ude af landet inden udgangen af april næste år.

Fredsaftalen er lørdag eftermiddag underskrevet ved en ceremoni i Doha i Qatar.

Her var der mødt en delegation op for Taliban i Afghanistan. USA var anført af udenrigsminister Mike Pompeo.

Det var den særlige amerikanske udsending til Afghanistan, Zalmay Khalilzad, der har underskrevet på USA's vegne, mens Talibans politiske chef, Abdul Ghani Baradar, har underskrevet på vegne af oprørerne.

De to mænd trykkede hånd og smilte, da det var overstået.

219 kommentarer
Vis kommentarer