Trump vil ophæve Krim-sanktioner mod Rusland for atomaftale

Han kalder NATO for gammeldags - og kritiserer forbundskansler Angela Merkels flygtningepolitik

Foto: AP
Foto: AP

Donald Trump vil gå efter en aftale med Rusland, hvor de to lande reducerer deres lagre med atomvåben i "meget betydelig" grad.

Han vil således tilbyde russerne at ophæve sanktioner mod dem for deres annektering af Krim til gengæld for en atomnedrustningsaftale.

Det siger USA's kommende præsident i et interview med The Times of London.

- De her sanktioner mod Rusland - lad os se, om vi ikke kan lave nogle gode aftaler med Rusland, siger han til den britiske avis.

- For det første tror jeg, at atomvåben skal reduceres væsentligt. Men Rusland lider rigtig meget lige nu på grund af de sanktioner. Jeg tror, der kan ske noget, som en masse mennesker kan få gavn af.

Nødt til det
Den 70-årige republikaner har tidligere sagt noget i samme dur. Men han har også sagt, at USA i første omgang skal styrkes på området.

- USA bliver nødt til at styrke og udbygge landets atomkapaciteter, indtil verden kommer til fornuft i forhold til atomvåben, har Trump skrevet på Twitter.

USA's nuværende præsident, Barack Obama, har arbejdet for en nedrustning.

Obama har sagt, at han ønsker alle kernevåben udryddet.

I 2010 underskrev Obama den såkaldte New Start-aftale med den daværende russiske præsident og nuværende premierminister, Dmitrij Medvedev. Aftalen skulle begrænse de to landes kernevåben betragteligt.

USA og Rusland er verdens to største atommagter. USA har således 1367 atomsprænghoveder, mens Rusland har 1796.

Svigersøn som fredens mand
Til The Times of London siger den kommende præsident også, at han vil udpege sin svigersøn som fredsmægler i Mellemøsten. Jared Kushner er gift med Trumps 35-årige datter, Ivanka.

Trump er i interviewet dybt kritisk over for tidligere amerikansk udenrigspolitik og beskriver invasionen af Irak som muligvis den mest alvorlige fejl i USA's historie. Han sammenligner den med "at kaste sten ind i en bikube".

Trump siger også i interviewene med The Times og tyske Bild, at NATO er gammeldags fordi alliancen ikke kan forsvare sig mod terrorisme.

- Jeg sagde for længe siden, at NATO har problemer.

Trump understreger dog vigtigheden af forsvarsalliancen.

Kritiserer Merkel
I interviewet kritiserer den kommende præsident også forbundskansler Angela Merkel for Tysklands indvandrer-politik. Han henviser til de åbne grænser i 2015, hvor 890.000 flygtninge kom ind i landet - mange fra Syrien.

- Jeg tror, at hun har begået en katastrofal fejl ved at ville hjælpe flygtningene uanset hvor de kom fra, konstaterer Trump.

Donald Trump peger i samme åndedræt på, at Merkel er den vigtigste leder i Europa. Ikke mindst på grund af EU.

302 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere