Trump: Ville elske at åbne til påske

USA's præsident frygter, at en lukning af USA kan komme til at koste virksomheder og arbejdspladser

USA er gået i krig mod coronavirus. Video: AP, Ritzau Scanpix, Reuters. Redigering: Signe Skov.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, advarer mod at lukke landet på grund af coronakrisen.

En lukning vil nemlig kunne ødelægge landet, siger han i et interview med Fox News ifølge nyhedsbureauet AFP.

- En masse mennesker er enige med mig. Vores land er ikke bygget til at lukke ned. Man kan ødelægge et land ved at lukke det, siger han i interviewet.

Trump fortæller, at han i starten af næsten uge vil 'vurdere', om det kan tale for at ophæve restriktioner for at få den klemte økonomi tilbage på sporet.

- Vi kan ikke miste et selskab som Boeing. Vi kan ikke miste den slags selskaber.

- Hvis vi mister de selskaber, så taler vi om millioner af job, der vil blive tabt, siger præsidenten til Fox News.

Trump fortæller i samme interview, at han håber at have landet tilbage på normal i løbet af få uger.

- Jeg ville elske at have landet åbnet og oppe at køre til påske, lyder det fra Trump, der derimod går stik imod anbefalinger i USA om at skærpe restriktionerne frem for at lempe på dem.

- Vi er nødt til at tage tilbage på arbejde, meget hurtigere end folk troede, siger han.

I interviewet siger han, at der hvert år dør titusindvis af amerikanere på grund af sæsoninfluenza og trafikulykker, og 'vi lukker ikke landet ned af den grund'.

Donald Trump bliver dog mødt med modstand flere steder fra, blandt andet også blandt hans normale allierede.

Således lyder det fra Liz Cheney, der er den tredjehøjest rangerede republikaner i Repræsentanternes Hus, at man ikke bare uden videre kan få økonomien på ret køl.

- Der vil ikke være en normalt fungerende økonomi, hvis vores hospitaler er overlæsset og tusindvis af amerikanere i alle aldre, inklusive vores læger og sygeplejesker, ligger for døden, fordi vi har fejlet i at gøre det nødvendige for at stoppe virussen, skriver hun på Twitter.

Andre steder i landet er man også langt fra enig med Trump.

Så sent som tirsdag formiddag lokal tid tændte New Yorks guvernør, demokraten Andrew Cuomo, for alvor for alarmsignalerne, da han fortalte, at man formoder, at man i staten vil have behov for op mod 140.000 sengepladser på hospitalerne, men at man på nuværende tidspunkt kun har 53.000.

Se også: Guvernør: Virus rammer New York som et ustoppeligt tog

342 kommentarer
Vis kommentarer