Trumps eks-advokat indrømmer: Løj om Trump Tower i Moskva

Michael Cohen fortæller domstol i New York, at han løj over for Senatet om opførelsen af Trump Tower i Moskva

Trumps tidligere advokat indrømmer over for en føderal domstol i New York, at han løj over for Kongressen. Foto: Mary Altaffer
Trumps tidligere advokat indrømmer over for en føderal domstol i New York, at han løj over for Kongressen. Foto: Mary Altaffer

Michael Cohen, præsident Donald Trumps mangeårige advokat, har erklæret sig skyldig i have løjet over for Kongressen om planer om et Trump Tower i Rusland.

Det er sket i forbindelse med undersøgelsen af, om Trump-kampagnen havde forbindelse til Rusland i præsidentvalgåret 2016.

Det forklarer han under en fremstilling ved en føderal domstol i New York.

Her fortæller Cohen, at han talte usandt om en ejendomshandel i Rusland. Den handlede om at bygge et Trump Tower i Moskva.

Han indrømmer ifølge AP, at han i 2017 løj over for Senatets efterretningsudvalg om dette Trump Tower i den russiske hovedstad.

Trump har tidligere kategorisk benægtet, at han havde forretningsinteresser i Rusland.

Cohen siger, at han løj for at holde sig på linje med Trumps 'politiske budskab'.

Cohen har gennem længere tid samarbejdet med den særlige anklager i Rusland-undersøgelsen, Robert Mueller. Cohen fungerer ikke længere som præsidentens advokat.

I august erklærede Cohen sig skyldig i at have svindlet i sit taxiselskab i New York, at have foretaget banksvindel og i sager, der vedrører hans tidligere arbejde for Trump.

Cohen var gennem mange år Trumps personlige advokat, mens denne var en kontroversiel ejendoms- og byggematador i New York.

Cohen har indrømmet, at han betalte et meget stort beløb til pornoskuespilleren Stormy Daniels. Det var kort før præsidentvalget i 2016 for at få hende til at holde mund om et tidligere seksuelt forhold til Trump.

Trump nægter, at han har haft et forhold til hende, og at han skal have brugt Cohen som stråmand til at få sagen ud af verden.

Men hun har svaret, at hun gerne under ed vil fortælle om visse kendetegn på Trumps krop, som man kun kan kende til, hvis man har haft et intimt forhold.

43 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere