Trumps forbud gælder også danske borgere med to pas

Borgere med dobbelt statsborgerskab er omfattet af amerikansk indrejseforbud, oplyser Borgerservice.

Foto: AP
Foto: AP

TIP OS: Bliver du ramt af indrejseforbuddet? Fortæl din historie i en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Danskere med dobbelt statsborgerskab i et af de syv lande, der er omfattet af det amerikanske indrejseforbud, får ikke lov at rejse ind i USA.

Det oplyser René Dinesen, chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice. Her har man i løbet af weekenden arbejdet på at få afklaret indrejseforbuddets konsekvenser.

- Indrejseforbuddet er kommet lidt som en overraskelse for en del lande, og det rejser en del spørgsmål. Vi har fra dansk side været i kontakt med de amerikanske myndigheder. Dels i Washington og dels den amerikanske ambassade her i København.

- Det har især været for at få afklaret spørgsmålet om, hvorvidt danskere med dobbelt statsborgerskab i et af de syv bliver afvist, hvis de tager til USA med deres danske pas. Svaret er, at det gør de, siger René Dinesen.

Den nytiltrådte amerikanske præsident, Donald Trump, har udstedt et midlertidigt indrejseforbud for personer fra syv overvejende muslimske lande i foreløbigt 90 dage.

Der er tale om borgere fra Syrien, Irak, Yemen, Sudan, Iran, Somalia og Libyen.

Nogle lande tillader ikke dobbelt statsborgerskab. For danskere blev det muligt at have to pas med en lovændring i 2014.

Udenrigsministeriets Borgerservice arbejder søndag fortsat på at få det fulde overblik over konsekvenserne af indrejseforbuddet.

- Den amerikanske indrejse- og visumlovgivning er meget kompliceret. Der er stadig gråzoner og uafklarede spørgsmål, som vi skal have afdækket, siger René Dinesen.

Han råder rejsende, der kan være omfattet af indrejseforbuddet, til at kontakte den amerikanske ambassade i København.

- De regler, der gælder i USA, og hvordan de håndhæver og administrerer dem, er dybest set noget, man skal få klarhed over ved at spørge de amerikanske myndigheder.

Indrejseforbuddet blev en realitet fredag. Her underskrev Donald Trump et dekret, der forhindrer udstedelse af nyt visum til personer fra de syv konkrete lande.

Beslutningen er en del af en række stramninger i USA's udlændingepolitik. Formålet er ifølge Trump at holde "radikale, islamistiske terrorister" ude af landet.

TIP OS: Bliver du ramt af indrejseforbuddet? Fortæl din historie i en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

617 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere