Trumps søn skal afhøres om Moskva-planer

Donald Trump Jr. er blevet stævnet og skal afhøres bag lukkede døre i Senatets efterretningsudvalg

Præsident Donald Trumps søn, Donald Trump Jr. Foto: AFP
Præsident Donald Trumps søn, Donald Trump Jr. Foto: AFP

Donald Trump Jr. – ældste søn af den amerikanske præsident – er parat til at besvare spørgsmål i Kongressen om sine russiske kontakter.

Afhøringen vil finde sted bag lukkede døre i Senatets efterretningsudvalg i juni og vare op til fire timer, skriver Washington Post.

Spørgsmålene vil begrænse sig til fem eller seks emner vedrørende Trump Jr.'s kommunikation med russiske embedsmænd i forbindelse med præsidentvalget i 2016.

Trump Jr. var dengang aktivt involveret i sin fars kampagne.

Efterretningsudvalget stævnede i sidste uge Trump Jr., da man ønsker svar på hans kendskab til planerne om at bygge et Trump Tower i Moskva.

Han har tidligere forklaret et kongresudvalg, at han kun havde et ’perifert kendskab’ til planerne.

Hans forklaring er siden blevet modsagt af Trumps tidligere advokat, Michael Cohen.

Cohen har forklaret, at han orienterede medlemmerne af Trump-familien ’omkring ti gange’ om planerne om et Trump Tower i Moskva.

Cohen understregede, at både Trump Jr. og hans søster Ivanka Trump var blevet orienteret om planerne.

113 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere