Trumps 'værste mareridt' anholdt

Michael Avenatti er advokat for pornostjernen Stormy Daniels. Han blev onsdag anholdt og sigtet for vold

Avenatti er advokat for pornostjernen Stormy Daniels og Trump-kritikker (Video: AP)

Michael Avenatti, en indædt Trump-kritiker og advokat for pornostjernen Stormy Daniels, blev onsdag anholdt og sigtet for vold mod en kvinde.

Det skriver Associated Press.

En talsmand for politiet i Los Angeles, Tony Im, oplyser, at det formodede offer, som ikke er identificeret, viste tydelige tegn på skader.

Men ifølge Avenatti er der tale om falske anklager og forsøg på bagvaskelse, fordi han overvejer at stille op som præsidentkandidat for Det Demokratiske Parti.

- Jeg har aldrig nogensinde slået en kvinde. Jeg ser frem til at få belyst sagen og er sikker på, at jeg vil blive renset, siger Avenatti, da han er løsladt mod kaution.

Michael Avenatti forlader politistationen i Los Angeles efter, han blev anholdt og sigtet for vold. Foto: AP
Michael Avenatti forlader politistationen i Los Angeles efter, han blev anholdt og sigtet for vold. Foto: AP
 

Avenatti, 47, blev kendt som advokat for Stormy Daniels, der hævder, at hun har haft en affære med Donald Trump. Avenatti har brugt sin platform til at gøre livet surt for Trump og hans tidligere advokat, Michael Cohen.

Michael Avenatti har også kritiseret Demokraterne, som han mener er for bløde og svage i opgøret med præsident Trump.

- Ild skal bekæmpes med ild. Jeg vil være hans være mareridt, har Avenatti tidligere sagt.

Men anholdelsen har tilsyneladende allerede skadet Michael Avenattis forsøg på at blive kørt i stilling som kandidat til præsidentvalget i 2020.

Få timer efter anholdelsen har Det Demokratiske Parti i staten Vermont meddelt, at man har aflyst et møde fredag, hvor Avenatti skulle have talt til partiforeningen.

285 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere