Tusinder sendt i isolation uden kontakt til smittet: Giver kryptisk svar

Sundhedsmyndighederne vil ikke direkte fortælle, om man overvejer at sløjfe isolationskravet for tredje led til Delta-smittede

Tusinder sendt i isolation uden kontakt til smittet: Giver kryptisk svar

Forstå Delta-varianten.

Har du været i en Delta-isolation som tredje led, og har du lyst til at fortælle om det? Tip journalisten her.

8803 mennesker.

Så mange danskere er i denne uge blevet bedt om at gå i isolation, selvom langt størstedelen af dem slet ikke har været i kontakt med en smittet. De har 'kun' været i kontakt med en person, som har været i kontakt med en smittet af Deltavarianten.

Det ekstreme forsigtighedsprincip betyder altså, at knap 400 Delta-smittede personer har sendt tæt på 9000 mennesker i isolation.

Holder fast
Fra alle leder og kanter er kritikken torsdag haglet ned over den nuværende situation, hvor tredje led til Delta-smittede kræves i isolation.

Men Statens Serum Institut vil ikke direkte svare på, om man i sammenspil med Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen overvejer at droppe forsigtighedsprincippet.

Det oplyser Statens Serum Institut over for Ekstra Bladet:

'Styrelsen for Patientsikkerhed følger i samarbejde med Statens Serum institut udviklingen af Delta-varianten tæt og har et omfattende set up for sekventering af positive prøver. Indsatsen har til formål at forsinke udbredelsen af Delta-varianten, så flest mulige hurtigst muligt bliver vaccineret. 

Indsatsen har gjort, at vi har fået forhalet udviklingen, men der ses nu en større stigning af smittede med Delta-varianten. Delta-varianten er i kraftig vækst og vil snart være den dominerende. Vi overvejer i dette lys det mest hensigtsmæssige set up for smitteopsporingen, der sikrer en intensiv og effektiv opsporing og en forhaling af den uundgåelige vækst af smittede med delta-varianten', lyder det i en mail.  

OVERBLIK: Det ved vi om Delta-varianten

Selvom smittetallene falder, og flere bliver vaccinerede mod coronavirus, er myndighederne i flere lande bekymrede for udbredelsen af den indiske coronavariant, der også er kendt som Delta-varianten.

Myndighederne vurderer, at varianten både er mere smitsom og mere modstandsdygtig over for vacciner.

Her er et overblik over varianten og dens udbredelse i Danmark:

* Delta-varianten, der første gang blev fundet i Indien, er opdelt i undergrupper. Her blev B16172 til Delta, mens B16171 har fået navnet Kappa.

* Myndighederne holder særligt øje med Delta-varianten, der betegnes som mere smitsom end de andre coronavarianter. Den ser også ud til at øge risiko for indlæggelse.

* Ved fund af coronavarianten er det ikke kun nære kontakter, men også nære kontakters nære kontakter, der skal isoleres og testes.

* Varianten blev første gang fundet i Danmark 2. april 2021.

* Vaccinerne mod covid-19 ser ud til at være effektive mod Delta-varianten. Men hvor beskyttelsen mod andre varianter indtræder allerede kort tid efter første vaccinestik, skal man være fuldt vaccineret med to stik, før man opnår en tilsvarende beskyttelse mod Delta-varianten, udtalte Tyra Grove Krause, faglig direktør i Statens Serum Institut, tirsdag.

Kilde: Statens Serum Institut


Vaccineret bliver ikke syge
Selvom risikogruppen er færdigvaccineret og indlæggelsesstallet i skrivende stund er helt nede på 52 personer, lyder begrundelsen for forsigtighedsprincippet fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der har sendt folk hjem, at det er nødvendigt, fordi Delta-varianten er ekstra smitsom.

Ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard har tidligere medgivet over for Ekstra Bladet, at Delta-varianten er mere smitsom.

Men bliver man smittet trods vaccination, skal man ikke frygte at blive indlagt på hospitalet, beroliger han.

- Det er der intet, som tyder på foreløbig. Det er sådan, at de antistoffer og det immunforsvar, som kroppen laver, måske ikke er så kraftigt, at man helt kan undgå at blive smittet, men man bliver ikke alvorligt syg, og det er vigtigt at fremhæve.

Utilfredshed
Dansk Erhverv er blandt de kritikere, der torsdag har luftet utilfredshed over isolationskravet.

- Vi mener, at det er disproportionalt i forhold til den smittesituation, vi står i, siger Lars Ramme Nielsen, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv.

Han bakkes op af sundhedsordfører for de konservative Per Larsen.

- Jeg forstår simpelthen ikke, at man opskalerer så kraftigt i forhold til isolation, da det har nogle store konsekvenser for de isolerede og erhvervslivet.

Ekstra Bladet har også forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

--------- SPLIT ELEMENT ---------