Hold jer væk fra Europa!
Så klar er beskeden fra EU-præsident Donald Tusk til verdens økonomiske migranter, efter han torsdag formiddag har holdt møde i Athen med den græske premierminister, Alexis Tsipras, om flygtningekrisen.
- Jeg ønsker at appellere til alle jer potentielle ulovlige økonomiske migranter, uanset hvor I er fra: Lad være med at komme til Europa. Tro ikke på smuglerne. Lad være med at risikere jeres liv og jeres penge. Det vil alt sammen være for ingenting, siger Tusk på et pressemøde.
Mødet med den græske premierminister sker forud for næste uges topmøder om flygtninge- og migrationskrisen.
Torsdag eftermiddag drager formanden for Det Europæiske Råd videre til Tyrkiet, hvor han klokken 15 mødes med premierminister Ahmet Davutoglu.