Tyrkiet modtager snart omstridt russisk våbensystem

Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, forventer ingen problemer med USA som følge af køb af russisk missilværn

Tyrkiet vil modtage de første leverancer af det russiske luftforsvarssystem S-400 i løbet af ti dage.

Det oplyser Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, ifølge tv-stationen NTV.

USA har tidligere advaret Nato-partneren Tyrkiet om mulige sanktioner, hvis købet gennemføres.

Men Erdogan fortalte lørdag efter afslutningen på et topmøde i G20-gruppen i Osaka i Japan, at præsident Donald Trump havde forsikret ham om, at det ikke bliver tilfældet, skriver Reuters.

Erdogan sagde, at han var overbevist om, at striden om det russiske forsvarssystem ville blive bilagt 'uden problemer' samt, at Trump støttede Tyrkiet i sagen.

Det Hvide Hus oplyser, at Trump under samtalen med Erdogan i Osaka 'udtrykte bekymring' over indkøbet af S-400-systemet.

I begyndelsen af juni lagde USA's daværende forsvarsminister, Patrick Shanahan, tryk på Tyrkiet ved at give landet valget mellem at købe det russiske våbensystem eller blive smidt ud som deltager i produktionsprogrammet af det nye amerikanske kampfly F-35.

Ud over at stå for produktionen af dele til kampflyet, planlægger Tyrkiet også at købe 100 styk af flytypen, der også er udset til at afløse det danske luftvåbens F-16-fly.

Tyrkiet kan ikke have begge dele, skrev Shanahan ifølge BBC i et brev til den tyrkiske forsvarsminister, som fik en frist til 31. juli til at beslutte sig.

USA har formelt allerede indledt processen med at udelukke Tyrkiet fra F-35-programmet ved at indstille træning af tyrkiske jagerpiloter i USA.

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere