Tyrkiets parlament siger ja til større magt til Erdogan

Den tyrkiske præsidents reformplan er sluppet igennem første nøglehul. Ny afstemning venter snart

Foto: Kayhan Ozer/Presidential Press Service, Pool via AP, POLFOTO
Foto: Kayhan Ozer/Presidential Press Service, Pool via AP, POLFOTO

Recep Tayyip Erdogans drøm om at centrere større magt omkring den præsidentpost, som han selv forvalter, er rykket lidt nærmere virkeligheden.

Et flertal i parlamentet stemte søndag for reformer, der vil styrke Erdogans position.

Helt konkret blev de sidste to kapitler vedtaget i reformen på i alt 18 artikler. Det skete ved en første afstemning sent søndag.

Ved anden afstemning kræves flertal på tre femtedele. Der skal gå mindst 48 timer mellem de to afstemninger.

Lykkes det Erdogan at få reformen vedtaget i parlamentet, skal den til folkeafstemning i Tyrkiet. Det kan ske allerede i det kommende forår.

Erdogans eget parti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), sidder på 316 af parlamentets 550 pladser. Dermed kræves støtte fra andre, hvis præsidenten skal have sin vilje.

Lederen af det nationalistiske parti MHP, Devlet Bahçeli, støtter reformen.

De forslåede reformer vil gøre præsidenten til leder af landets regering.

Selv om det nogle gange bliver udlagt sådan, at Erdogan allerede har denne rolle, er det ikke officielt tilfældet.

Ifølge forfatningen har præsidenten ikke noget at gøre med regeringens førte politik.

Formelt er præsidenten, som forfatningen er nu, statens overhoved.

Torsdag endte det i skub og slagsmål mellem AKP og oppositionspartiet CHP, da medlemmerne drøftede reformerne i parlamentet.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere