Tysk minister vil modsat Merkel støtte dansk klimamål

Tyskland må ikke stå på bremsen, siger udenrigsminister Heiko Maas, mens Angela Merkel siger nej til klimamål

Arkivfoto: Jasper Carlberg/DONG/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Jasper Carlberg/DONG/Ritzau Scanpix

Den tyske forbundskansler vil ikke umiddelbart støtte et fransk og dansk klimainitiativ med et specifikt mål om CO2-neutralitet i år 2050.

Men presset på den tyske regeringschef er vokset yderligere i løbet af torsdagen.

- Hvad angår målet for 2050, så må vi tænke over det, siger Angela Merkel efter et topmøde i Sibiu.

Hun tilføjer dog, at hun "er enig i store dele af initiativet", som blev bragt til topmødet i Rumænien af Frankrig, Danmark og seks andre EU-lande.

Mens Merkel holdt sit pressemøde i Sibiu, skrev hendes udenrigsminister på Twitter:

- Når vi diskuterer mål for beskyttelse af klimaet, må Tyskland ikke stå på bremsen. Vi er nødt til at sætte tempo på. Det skylder vi de næste generationer. Det handler om planetens fremtid. Vi bør være med på Frankrigs forslag, skriver Maas.

Udenrigsministeren er socialdemokrat, og det er ikke usædvanligt, at de kæmper for en anden linje, end den som Merkels kristendemokrater i CDU fører på nogle områder.

Kansleren er under tungt pres fra en tysk industri, som mener, at det vil være for voldsom en omstilling at skulle nå klimamålet om 30 år. De frygter store økonomiske tab og truer med tab af arbejdspladser.

EU-landene blev tidligere i år enige om, at EU skal være klimaneutralt en gang i fremtiden. Men man var ikke klar til at sætte årstal på.

EU-præsidenten var meget klar i mælet om klimaet.

- Politikere uden fornemmelse og opfindsomhed i dette spørgsmål har ingen fremtid. Det er jeg sikker på. De vil tabe. Om ikke i morgen så dagen efter, siger Tusk.

Han roste den unge generation for at gå på gaden i kamp for at stoppe klimaforandringer.

/ritzau/

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere