Udenrigsministeriet har tirsdag ændret i rejsevejledningen for Ukraine, således at alle ikke-nødvendige rejser nu frarådes.
Det oplyser ministeriet på sin hjemmeside.
Ændringen sker som følge af den anspændte regionale sikkerhedssituation, der udspiller sig mellem Ukraine og Rusland i den østlige del af landet.
Begge lande har oprustet med soldater og materiel langs grænsen. Ifølge den ukrainske efterretningstjeneste har Rusland fragtet militært materiel over grænsen til ukrainsk territorium.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
Senest har blandt andre USA og Canada bedt familierne til de ansatte på ambassaderne i Kiev om at vende hjem.
Kan ændre sig hurtigt
Udenrigsministeriet frarådede i forvejen alle rejser til regionerne Donetsk og Luhansk samt Krim-halvøen. Denne anbefaling gælder fortsat.
'Situationen i de resterende dele af Ukraine, herunder i Kiev, er i øjeblikket stabil, men kan ændre sig med kort varsel,' advarer ministeriet.
'Hold dig orienteret om udviklingen via troværdige mediekilder, for eksempel Interfax. og følg myndighedernes anvisninger. Du behøver ikke at forlade landet, hvis du allerede befinder dig i Ukraine,' fortsætter de.
Forretningsrejsende og andre, der har arbejdsmæssigt behov for eksempel i forbindelse med de danske bistandsindsatser i Ukraine, kan stadig rejse til Ukraine.
Ekstra Bladet har spurgt en ekspert, hvad de mulige scenarier er i konflikten mellem Rusland og Ukraine. Det kan du læse mere om her.