Udredning skal granske sag om grønlandske eksperimentbørn

Der er ingen undskyldning på vej. I stedet skal en historisk udredning se på sag om 22 tvangsforflyttede børn

Det er en ulykkelig del af Grønland og Danmarks fælles historie.

Men fortiden står ikke til at ændre, og derfor er det en historisk udredning, der skal bidrage til at få fakta frem i lyset i en sag om 22 grønlandske børn, der i 1951 blev tvangsflyttet til Danmark.

Det er budskabet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og selvstyreformand Kim Kielsen fra partiet Siumut, der mødtes i København onsdag.

- Tiden er heldigvis en anden nu. Udredningen handler ikke om at placere skyld eller give undskyldninger, men om at vi alle skal blive klogere, siger Løkke i en pressemeddelelse.

Han har tidligere afvist at give en officiel undskyldning.

Børnene, der var i alderen fem til otte år, blev fjernet fra deres familier og sendt til Danmark for at kunne danne fortrop i det nye tosprogede skolevæsen i Grønland.

Men børnene kom aldrig hjem til Grønland. Flere blev bortadopteret med tvivlsomt samtykke fra forældrene, mens de øvrige tilbragte resten af barndommen på børnehjem.

Allerede i 2009 var der tale om en historisk udredning af ikke bare sagen om de 22 børn, men også en række forhold om kolonitiden og 1950'erne samt 1960'erne.

Organisationerne Røde Kors og Red Barnet har tidligere undskyldt offentligt og direkte til de involverede børn.

For Grønland er det først og fremmest vigtigt, at det bliver ordentligt belyst ifølge Kim Kielsen.

- En historisk udredning bør igangsættes nu, både af hensyn til de involverede børn og deres familier. Men også for at samfundet kan lære af det forløb, der har været for børnene og deres familier, siger Kim Kielsen i meddelelsen.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) og minister for sundhed, sociale anliggender og justitsområdet Martha Abelsen skal stå for at udarbejde et kommissorium for den historiske udredning.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere