Udsletter 'farlig' Trump-bevægelse

Bevægelsen QAnon er farlig, mener Facebook, der nu fjerner alle sider og grupper med tilknytning til den

Det er ikke usædvanligt at se personer fremvise et stort skilt med bogstavet Q på, når USA's præsident, Donald Trump, holder taler for sine tilhængere. Q'et står for QAnon, en internetbaseret konspirationsteori, der ser Trump som USA's frelser. Foto: Chris O'Meara/Ritzau Scanpix
Det er ikke usædvanligt at se personer fremvise et stort skilt med bogstavet Q på, når USA's præsident, Donald Trump, holder taler for sine tilhængere. Q'et står for QAnon, en internetbaseret konspirationsteori, der ser Trump som USA's frelser. Foto: Chris O'Meara/Ritzau Scanpix

Facebook har klassificeret bevægelsen QAnon som farlig.

Derfor er mediegiganten begyndt at fjerne alle grupper og sider, som repræsenterer den, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det gælder også QAnon-relaterede konti på det sociale medie Instagram, som Facebook ejer. Grupper og sider bliver helt fjernet, også selv om de ikke indeholder opfordringer til vold.

Konspirationsteori: Trump i hemmelig krig mod pædofile satanister

Trump er frelseren
Tiltaget kommer i kølvandet på nye retningslinjer, som Facebook indførte i august. Her blev indhold fjernet, hvis det opfordrede til vold.

Det resulterede i, at Facebook slettede 790 grupper med tilknytning til den højreorienterede konspirationsteori. 1950 andre grupper, 440 sider og over 10.000 konti på Instagram blev også begrænset.

QAnon er en konspirationsteori, som er vokset online i kølvandet på coronapandemien.

Ifølge BBC ser de den amerikanske præsident, Donald Trump, som en slags frelser, der skal redde USA.

Men han modarbejdes af en global elite, der styres af pædofile. Eliten står bag menneskehandel og planlægger at vælte den amerikanske præsident.

Q selv var angiveligt en person med høj militær clearing. Og selvom arrestationerne ikke fandt sted, var frøet sået - konspirationsteorien Qanon var født.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Til mange af Trumps vælgermøder ses personer med tilknytning til QAnon-bevægelsen ofte. Foto: Leah Millis/Ritzau Scanpix
Til mange af Trumps vælgermøder ses personer med tilknytning til QAnon-bevægelsen ofte. Foto: Leah Millis/Ritzau Scanpix

Mulig terrortrussel
USA's føderale politi, FBI, har betegnet QAnon som en potentiel indenlandsk terrortrussel.

En talsperson for Facebook siger, at man 'ikke går efter enkelte opslag'. Fokus er derimod på konti, som spreder misinformation. Det skriver mediet NBC News.

Beslutningen om at fjerne alt QAnon-indhold lægger sig på linje med, hvad Facebook 'har gjort på andre punkter med hensyn til militariserede sociale bevægelser', siger talspersonen ifølge NBC News.

Facebook meddelte i august, at man vil gribe ind over for sider, grupper og Instagram-konti, der er tilknyttet USA-baserede militsgrupper og anarkistiske grupper, som støtter vold ved protester.

Facebook er tidligere blevet kritiseret for at tillade falske nyheder og konspirationsteorier på det sociale medie. Det skete især op til det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Nu har Facebook besluttet at slå endnu hårdere ned på spredning af misinformation få uger op til det forestående præsidentvalg 3. november.