UK: Hvis Iran bryder atomaftale er vi også ude

Vi ønsker, at atomaftalen skal bevares, siger udenrigsminister Jeremy Hunt. Men han advarer efter iransk brud

Hvis Iran bryder den internationale atomaftale med landet, er Storbritannien heller ikke længere en del af den.

Det siger udenrigsminister Jeremy Hunt, efter at Iran tidligere mandag oplyste, at det har samlet mere lavtberiget uran, end atomaftalen fra 2015 tillader.

Hunt, der er den ene af to kandidater til at afløse premierminister Theresa May, siger til Sky News, at Storbritannien stadig støtter aftalen.

- Vi ønsker at bevare den aftale, fordi vi ikke ønsker, at Iran skal have atomvåben. Men hvis Iran bryder aftalen, er vi også ude af den, siger han.

USA var den første part til at bryde med aftalen, da præsident Donald Trump sidste år trak amerikanerne ud.

Tyskland, der var en af de seks stormagter, som var med til at underskrive aftalen i 2015, udtrykker stor bekymring over, at Iran har overskredet aftalens maksimum for beriget uran, siger en kilde i udenrigsministeriet i Berlin.

- Vi opfordrer Iran til at gå et skridt tilbage og ikke yderligere underløbe atomaftalen, siger kilden.

USA's præsident, Donald Trump, mener, at Iran "leger med ilden".

- De ved godt, hvad de laver. De ved, hvad de leger med, og jeg synes, at de leger med ilden, siger USA's præsident til journalister ifølge nyhedsbureauet AFP.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har opfordret europæiske lande til at sanktionere Iran.

Rusland har sagt, at Irans beslutning om at trodse aftalen er resultatet af et pres fra USA.

- Man må ikke overdramatisere situationen, siger Ruslands viceudenrigsminister, Sergej Rjabkov, ifølge AFP.

Irans lagre med beriget uran har oversteget den grænse på 300 kilo, som var den tilladte grænse i henhold til atomaftalen.

Irans udenrigsminister afviser på Twitter, at det betyder, at Iran har brudt atomaftalen.

- Vi har ikke overtrådt aftalen, skriver Mohammad Javad Zarif.

Han tilføjer, at Iran vil "omgøre" sin beslutning om at overskride grænsen, så snart de europæiske lande i atomaftalen - Storbritannien, Frankrig og Tyskland - overholder deres forpligtelser.

FN's Internationale Atomenergiagentur, IAEA, har målt lagrene af beriget uran i landet mandag, skriver det iranske nyhedsbureau Fars.

IAEA kommenterede ikke umiddelbart mandag rapporterne fra Iran.

Berigelse af uran til et lavt niveau på 3,6 procent er det første skridt i en proces, som kan gøre Iran i stand til at fremstille stærkt beriget uran, som kan anvendes i et atomsprænghoved.

59 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere