Ukraines præsident henter krigsfange og helt i Rusland

Et fly med krigshelten Nadija Savtjenko er på vej fra Rusland til Ukraine, siger kilder tæt på sagen til AFP

Den ukrainske pilot og krigsfange Nadija Savtjenko er løsladt af Rusland og snart tilbage i Kijev, rapporterer nyhedsbureauet AFP.

Præsident Petro Porosjenko er i Rusland og vil kommentere sagen onsdag eftermiddag.

Porosjenko og den russiske præsident, Vladimir Putin, har tidligere på året indgået en aftale om, at Savtjenko udveksles for to russiske krigsfanger.

Et fly med Savtjenko om bord er onsdag på vej fra Rusland til Ukraine, oplyser to anonyme kilder tæt på processen.

Samtidig er de to russiske soldater Jevgenij Jerofejev og Aleksander Aleksandrov på vej mod Rusland i overensstemmelse med aftalen.

Ifølge nyhedsbureauet Interfax skal Porosjenko være fløjet til Rusland for at hente den ukrainske krigsfange, men det er ikke bekræftet hverken i Kijev eller Moskva.

Se også: Ukraine: Rusland tilbageholder søster til fængslet pilot

34-årige Nadija Savtjenko anses i Ukraine som nationalhelt og som et symbol på modstanden mod Rusland.

De to lande har de seneste år fået et mere og mere anstrengt forhold, særligt efter at Rusland annekterede halvøen Krim i 2014.

Nadija Savtjenko blev idømt 22 års fængsel i Rusland, inden en fangeudveksling blev aftalt.

Savtjenko er dømt for drab på russiske soldater, efter at hun havde ledet et mortérangreb i den omstridte, østlige del af Ukraine.

Hun blev fanget af russiske separatister og smuglet ind i Rusland, hvor hun blev stillet for en domstol.

Se også: Ukrainsk krigsfange på vej hjem fra Rusland i sneglefart

I hele perioden har hun været meget aktiv i sin argumentation for, at retssagen er politisk og ikke retfærdig.

Under domsafsigelsen måtte domstolen i Rusland ifølge nyhedsbureauet dpa holde pause, da Savtjenko brød ud i ukrainske slagsange.

Nadija Savtjenko har under russisk fangenskab gennemført flere sultestrejker.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere