Undersøger mystisk 'sygdom' tæt på Det Hvide Hus

Den amerikanske efterretningstjeneste intensiverer efterforskningen af en 'mystisk sygdom', der har ramt to embedsmænd tæt på Det Hvide Hus

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

To embedsmænd i Det Hvide Hus blev i slutningen af 2020 ramt af en mystisk sygdom. Nu har præsident Bidens administration sat alle sejl til for at finde årsagen, fortæller en talsmand for Office of the Director of National Intelligence.

Det skriver CNN, der har undersøgt de to tilfælde nærmere ved at tale med adskillige amerikanske embedsmænd med kendskab til USA's undersøgelser af de to tilfælde.

Ifølge CNN sad begge de ramte embedsmænd i bestyrelsen for National Security. Den første blev ramt dagen efter det amerikanske valg i november 2020. Det andet tilfælde skete flere uger senere.

Begge tilfælde er forbundet med samme uforklarlige sanse- og fysiske problemer, som har ramt over 130 amerikanske diplomater, spioner og soldater i udlandet - og som i dag er kendt som 'Havana-syndromet'.

Tæt på Det Hvide Hus
Det første tilfælde fandt sted ved en ubevogtet port til The Ellipse, der er en park syd for Det Hvide Hus. Embedsmanden oplevede kun milde symptomer som hovedpine og søvnløshed. Symptomerne gik væk efter en uge.

Den anden embedsmand blev ramt flere uger efter, da han gik gennem indgangen til grunden til Det Hvide Hus, oplyser to kilder, der kender til episoden, til CNN.

Denne gang var symptomerne mere alvorlige, og embedsmanden blev så syg, at han måtte søge øjeblikkelig behandling.

Efterforsker mulige angreb
Det amerikanske efterretningsvæsen er endnu ikke sikre på, hvad der forårsager de mystiske symptomer i nervesystemet, og de kan endnu ikke med sikkerhed kategorisere tilfældene som angreb.

I de seneste fem år har efterforskere forsøgt at finde en forklaring på mange mærkelige tilfælde, der er rapporteret fra amerikanske embedsmænd i blandt andet Cuba, Rusland og Kina. Episoder, der i nogle tilfælde har ledt til kronisk hovedpine og hjerneskader.

Antallet af tilfælde på verdensplan er stigende ifølge lederne af senatets Commitee on Intelligence (efterretningskomité, red.). Ifølge New York Times er der rapporteret flere end 130 tilfælde over de seneste fem år.

Med de to seneste tilfælde tæt på Det Hvide Hus samt et tidligere formodet tilfælde i Virginia tilbage i 2019 frygter USA, at de mange tilfælde, der er set verden over, nu vil ramme amerikanerne i deres eget hjemland - tæt på Det Hvide Hus.

Derfor har Biden-administrationen nu taget sagen i egen hånd og vil undersøge det, som efterretningstjenesten kalder 'unormale sundhedshændelser'.