USA-ambassadør vækker massiv vrede: 'Århundredes aftale' smuldrer

Inden USA's længe ventede forslag til en israelsk-palæstinensisk fred fremlægges, vækker ambassadør ny vrede

Udtalelserne er ikke faldet i god jord hos palæstinenserne. Foto: Ritzau Scanpix
Udtalelserne er ikke faldet i god jord hos palæstinenserne. Foto: Ritzau Scanpix

USA's ambassadør i Israel, David Friedman, mener, at Israel har ret til at beholde dele af Vestbredden.

Det siger han i et interview med New York Times, der er bragt lørdag.

- Under visse omstændigheder mener jeg, at Israel har ret til at beholde dele af, men formentlig ikke hele, Vestbredden, lyder det fra ambassadøren.

Foto: Adel Hana/AP Krig & katastrofer - 14. maj. 2018 - kl. 20:29 Netanyahu forsvarer brug af magt efter drab på 52 mandag

Med de ord åbner Friedman op for en amerikansk accept af noget, der ikke alene vil være en stor provokation, men også i strid med folkeretten, skriver avisen.

Den israelske fredsgruppe Peace Now kalder Friedman 'en trojansk hest for bosætternes højrefløj', og palæstinenserne har omgående fordømt ambassadørens udtalelse.

Ulovlige bosættelser
Det meste af verden betragter de israelske bosættelser på Vestbredden som ulovlige, herunder FN.

Udtalelsen fra den amerikanske ambassadør kommer to måneder efter, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, under valgkampen lovede, at han vil begynde at annektere de omstridte jødiske bosættelser på Vestbredden.

Netanyahu sagde i april til israelsk radio, at USA's anerkendelse af Israels suverænitet over Golanhøjderne viser, at det er muligt at annektere bosættelserne på Vestbredden 'med en gradvis proces, og jeg foretrækker at gøre dette med amerikansk anerkendelse'.

Det er uklart, om ambassadørens udtalelse afslører en del af Trump-administrationens kommende fredsplan for Mellemøsten, skriver nyhedsbureauet AP.

Præsident Donald Trumps svigersøn og rådgiver, Jared Kushner, har gennem længere tid stået i spidsen for arbejdet med en plan for fred mellem israelere og palæstinensere.

'Århundredes aftale'
Trump har betegnet det som 'århundredets aftale', men han har endnu ikke afsløret nogen detaljer om, hvad planen indeholder, men de nye udtalelser fra ambassadøren har ikke hjulpet på det i forvejen anspændte forhold med USA og palæstinenserne.

Det har været ventet, at den amerikanske fredsplan skulle præsenteres på en konference i Bahrain senere på måneden. Men i mellemtiden er der udskrevet nyvalg i Israel til afholdelse den 17. september, og det kan forsinke præsentationen af planen.

Palæstinenserne ønsker en stat beliggende på Vestbredden og Gazastriben og med Østjerusalem som hovedstad.

Hidtil har den palæstinensiske ledelse boykottet Kushner og resten af Trumps administration i vrede over, at USA har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad.

59 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere