USA går efter Venezuelas førstedame: - Hold jer fra familien!

Venezuelas præsident er ikke glad for, at hans kone nu er omfattet af økonomiske sanktioner

Cilia Flores er gift med præsident Nicolas Maduro og er samtidig en fremtrædende politiker i Venezuela. Foto: AP
Cilia Flores er gift med præsident Nicolas Maduro og er samtidig en fremtrædende politiker i Venezuela. Foto: AP

Cilia Flores voksede op i fattigdom i Venezuela, men den 61-årige førstedame betegnes nu som landets mest magtfulde kvinde.

Hun er gift med præsident Nicolas Maduro og er samtidig en fremtrædende politiker i det socialistisk land.

På den baggrund er det måske ikke overraskende, at Cilia Flores tirsdag blev ramt af amerikanske sanktioner.

- Vi vil fortsat gå efter loyalister, der gør det muligt for Maduro at fastholde sit greb om militæret og regeringen, mens det venezuelanske folk lider, udtaler USA’s finansminister, Steven Mnuchin.

Venezuelas power-par: Nicolas Maduro og Cilia Flores. Foto: AP
Venezuelas power-par: Nicolas Maduro og Cilia Flores. Foto: AP
 

USA har i løbet af de seneste to år indført en række sanktioner mod Venezuela, og præsident Maduro er selv omfattet af sanktionerne.

I et interview med Venezuelas stats-tv opfordrer Maduro USA til at droppe sanktionerne mod hans kone.

- Hold jer fra Cilia! Hold jer fra familien! Lad være med at være kujoner, siger Maduro ifølge nyhedsbureauet AFP.

Maduro mener selv, er han offer for en 'økonomisk krig', der bliver bakket op af USA-ledede modstandere.

Ekstrem fattigdom
USA's præsident, Donald Trump, betegner Maduro-regimet som 'brutalt' og 'virkelig dårligt'.

- Socialisme har ruineret den olierige nation og har drevet dens befolkning ud i ekstrem fattigdom.

- Vi beder de nationer, der er samlet her, om at tilslutte sig ønsket om at genetablere demokratiet i Venezuela, siger Trump i en tale i FN's Generalforsamling i New York.

Cilia Flores var en tidlig tilhænger af socialistlederen Hugo Chavez, og hun blev den første kvindelige leder af parlamentet i Venezuela i 2006. Hun blev ifølge Vanity Fair gift med Maduro i 2013.

Det venezuelanske førstepar tager en svingom under et vælgertræf i Caracas i 2017. Foto: AP
Det venezuelanske førstepar tager en svingom under et vælgertræf i Caracas i 2017. Foto: AP
 

6 kommentarer
Vis kommentarer