USA indfører sanktioner mod Irans udenrigsminister

USA har indført sanktioner mod Irans udenrigsminister. Han siger selv, at det ikke får nogen betydning

USA indfører sanktioner mod den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif.

Det meddeler det amerikanske finansministerium på sin hjemmeside.

Finansministeriet oplyser, at det indfører sanktioner mod Zarif for at handle på vegne af den iranske leder, Ayatollah Ali Khamenei.

- Javad Zarif udfører en hensynsløs dagsorden for Irans leder og er regimets primære talsperson rundt om i verden, udtaler den amerikanske finansminister Steven Mnuchin.

Mohammad Javad Zarif siger selv, at sanktionerne ikke får nogen praktisk betydning for ham.

- USA's begrundelse for at udpege mig er, at jeg er Irans primære talsperson rundt om i verden, skriver han i et tweet og uddyber:

- Gør sandheden virkelig så ondt? Det har ingen betydning for mig eller min familie, da jeg ikke har nogen ejendom eller interesser uden for Iran. Tak for at betragte mig som en så stor trussel imod jeres dagsorden.

Sanktionerne kommer, efter at spændingerne mellem landene har taget til, da USA's præsident Donald Trump har trukket sig fra atomaftalen med Iran, og amerikanerne har indført sanktioner, der har ramt Irans eksport af olie.

Der er blusset en konflikt op i Hormuzstrædet, der ligger mellem Iran og Oman, og det har blandt andet stor betydning for verdens olieforsyning. I området er flere tankskibe blevet angrebet, og Iran har skudt en amerikansk overvågningsdrone ned.

Trumps administration oplyser, at de ikke lukker døren for potentielle atomdiskussioner med Iran ved at sanktionere udenrigsministeren.

USA betragter ikke Zarif som en betydningsfuld beslutningstager, udtaler en amerikansk embedsmand.

27 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere